Der sad en landarbejder i gaar
et sted i en landsby bag Pinsk i Polen
og snittede paa en vugge til det barn,
som hans kvinde snart skal føde.
Mens han lyttede for at høre
gængernes sliben over gulvet
— de gænger, som endnu ikke var —
lo han lidt.
Og kvinden, som gik til og fra,
bred og frodig,
lo ogsaa lidt, fordi han lo.
De lo virkelig.
Paa samme tid — kl. 22! —
rejste en mor sig
fra den bank, hun døsede paa,
i et værelse ved Kingscross (Islington)
og kvalte sit barn med en snor.
Saa tændte hun en cigaret og drev
over i retning af Holoway.
Resten er næsten for banalt
til at fortælles.
Men hvor vil det varme os
at se som i transparent
de ens lysende, sorte overstrifter
i hundrede aviser
i det store, kristne land:
Vor elskede søster! Hvor maa du have lidt!
Og et sted i Jerusalemsstrasse (Moabit)
lægger i dette øjeblik en kvinde
et spædt barn til sit bryst.
To smaa hænder famler blindt over
den svulmende, blaa-aarede pude,
og en graadig mund griber om brystvorten,
der gør usigelig ondt.
Og naar sulten er stillet,
lægges den lille tilbage i sin vugge,
for at den kan vokse sig stor
— stor nok til, at den,
naar tidens fylde kommer,
kan naa at faa hovedet flækket af schupoer
paa et hjørne af Bülowsplatz.
Men i stumringen kommer de til mig —
fire etager op, ad en lang, sort gang —
ubegribeligt mange paa korte bruskben —
med smaa smilehuls-hænder
og øjne
— ingen børn har saadanne øjne
— men øjne laant fra den dag,
da vi myrder dem —.
De lægger deres hænder paa mine knæ
— og ser paa mig . . . . . . . .
Disse smaa, fine hænder,
som skal skærmes
for, at de kan være stærke og smidige
den dag, de skal dirigere de flammekastere,
minesprængninger og torpedoer,
der skal svide Europa.
Dette aldrig standsede mylr af smaa
— af bittesmaa børn.
Og øjnene spørger forundret:
„— Hvorfor er du vred paa os?
— hvorfor har du den kniv i haanden?”
Og jeg ryster lidt paa haanden
— for der er jo den kniv.
Er der mennester, som beder endnu
— for eksempel blot hundrede
fordelt i England, Frankrig, Tystland, Skandinavien
— altsaa ikke folk som kan sige bønner,
dem er der rigeligt af;
men folk, som kan skrige dem
— raabe dem
i deres fælles forfærdelige gru . . . . . .
Altsaa ikke fem minutter om morgenen:
„— Herre, tak for søvn og hvile!”
— og andre fem om aftenen:
„— ske dig tak for sol og helse!”
Løfter der sig endnu stemmer
skaldende og oprejste i forvirringen,
eller drukner alt i larmen.
Denne vanvittige larm
fra presse, fra foreninger, fra møder,
fra kongresser
— fra dem, der er valgt til at føre.
Al denne triumf — alle disse hæse
skrig af selvbeundring . . . . . . . . . .:
saa dygtige er vi — saa maalbevidste (mod hvilket maal?)
— saa oplyste.
„— oplyste!” skriger de.
Oplysning! — ikke saa megen oplysning
som en stakkels, søvnig lygte
hejst ned i de slambrønde i os,
vi kalder vore hjerter.
„— Morder!” gyser vi mod kvinden fra Islington.
Aa — vi gemene hyklere!
Hvad er vort hovmod — vort grænseløse hovmod
andet end mord — hver dag gentagne mord
— mord begaaede i den taabelige formening,
at de hæver os endnu højere
over dem, vi er sat til at tjene.
„— Kvindeskænder!” staar der fuld af forargelse
i aviserne.
Som om vi ikke har skændet kvinder
i hobetal.
Og her — midt i larmen
disse altfor udtryksfulde øjne
paa disse smaa,
som ved alt.
Lad os blot endnu engang
skændes om skylden for krigen.
De smaa vil lytte sørgmodigt
overbærende . . . . . . . . .
For de ved
— tværs gennem flommen af ord
— at her
— af hovmodet, misundelsen og hadet
i mit frygteligt skidne sind
groede krigen
som en hastig blomst.
Er der endnu mennesker, som kan bede
— hvorfor forener de da ikke deres hjerters
vaande i et skrig, som ryster Himlen
(hvis der er en Himmel!)
Hvorfor hulker de ikke:
— Gud — almægtige — som ser vore
kongefødte hjerter i deres fornedrelse
— som ser dem i deres pjalter
af hoffærdighed, selvgodhed, hadefuldhed —.
Almægtige — skrab os bort —;
tag den klump skarn, der er i vort bryst, væk;
— udslet os af den jord, vi har misrøgtet
— knus os midt i vore gerningers usselhed
i de lande, vi førte mod afgrunden.
Og lad en ny slægt vokse op
uden minde om vor skam
— en slægt af de smaa børn,
hvis vugger i gaar og i dag
har duret over gulve
i Polen, Rumænien, Tyskland, England . . .
Men om dette ikke er muligt
— saa lad de smaa børn forbarme sig over os
— lad dem laane os af deres renheds og uskyldigheds rigdom
— en skærv til tæremønt af deres øjnes sandhed
— og giv os din fred.