Medmindre du er af zigeunerkulør
— af tyvs og tøjtes sort —
sæt dobbelt laas for dit hjertes dør,
og nøglen — kast den bort.
Begrav den under en sodet sten
— saa sort, som din fars ovn har,
og hold maalet fast uden tvivl og meen
og din fod, hvor din fars fod bar.
Da — naar zigeunerne drager forbi,
kan du spotte dem fra din dør . . . . .
For ingen kan vente, at kristenfolks sti
skal gaa, som taternes gør.
Medmindre du staar med din faste rod
i zigeunernes fraadsende front,
saa slaa dig til taals med jævngodt mod
i din livsens bestikkede dont.
Pløj og harv og troml og saa
den sæd, som din jord har behov;
men slip ikke dit hjerte paa maa og faa
løs i den lovløse skov.
Thi da staar du støt med fri mands mod,
naar en trup gaar forbi din dør;
— og ej er det sæd, at kristeligt blod
skal elske, som taterne gør.
Medmindre du har en zigeuners blik selv
og zigeunerens spottende mund,
hold hovedet klart af nathimlens hvælv,
eller stjerner vil øde din blund.
Giv agt fra din rude paa maanens tegn
og tag dens vejr uden kny;
men føjt ikke rundt i midnattens regn
eller hjem i det dugvaade gry.
Da kan du lukke dit blik, naar det sker,
at du øjner den solsvedne flok.
For det sømmer sig ikke for mænd af maner,
at vandre som taternes stok.
Medmindre din art er zigeunernes æt,
hvis tid er til liden gavn,
lad da din id være daglig stedt
i kamp for dit gode navn.
Sæt livet ind for at leve dit liv
paa den vej, som dit valg gav værd.
Og naar løbet er endt, vil Gud og din viv
og zigeunerne le ad din færd.
Da kan du smuldre i mag i din grav,
naar zigeunernes hunde gø’r;
thi ingen mand af et kristeligt lav
bør dø, som taterne dør.
(Rud. Kipling.)