De gamle til lidet behag
staar en verden som kun kan forraa os,
opbygget af vold og bedrag
— forsikrer de gamle og graa os —.
Men be’r vi dem fremtiden spaa os,
da svarer de jævnt — uden jag:
„Kun Gud ved, hvordan det skal gaa os!”
— Og hvem tør vel nægte den sag?
Den Gud, som er honning og ris
— forsikrer de værdige graa os —
har gjort vor planet af en flis
og formet sit billede paa os.
Og Gud, som vel bedst maa forstaa os
og ser paa de vældiges vis,
— mon ikke hans hjælp skulde naa os
en stund førend fald og forlis?
Der er som lidt smil i den tro,
at Gud, som mistundeligt saa’ os
i Eden’s drømmende ro,
dog næppe til gavns vil forsmaa os.
Det er, som hver agt, der laa os
retfærdigt paa sinde, skal gro
og løfte sig, saa vi kan faa os
til afsked en himmelspændt bro!
„I glemte den kraft, der staar bag”
— fortæller de gamle og graa os —:
„En slægt, som et huggende vrag,
der jubler: vi kunde dog staa os!
og hulker: hvad magt skulde staa os!
og sukker — ordløs og spag.
Dog — Gud gør, hvordan det skal gaa os!”
— Og hvem tør vel nægte den sag!