Mørkets — kuldens tid var inde — det var nat.
Der var vokset sorte roser op i solens have
— og jeg husker nu en graad, der græd
bitterligt, som græd den mellem grave.
Nat kan komme fuld af sødme som et smil.
Nat kan komme som et sagte sus af spæde vinger,
medens kaktusblomsters fine klokker blidt
over selve Himmeriges have ringer.
Nat kan komme som en smerte og et savn
og dens blinde, døde øjnes frygtelige veje
standse tøvende og bedende og graa
i de sorte rosers væld omkring vort leje.
Søvnens, brommens tid var inde — det var nat.
Smaa minutter blev til mel i mørkets tunge kværne,
og om nogen si’r, at ingen taarer græd
bitterligt — jeg tror det saare gerne.
For jeg ved kun, det var nat — var nat.