En pottemager kender den sødmetunge gru
ved dag på dag at fylde
lervaser på en hylde
for nået til dens ende
vemodigt at erkende,
at de, der blev ham kærest,
var de, som gik itu.
Det er en mors erfaring, det er en digters kår:
at skabe drøm tillive
i leret på en skive
for sukkende at finde,
når nattens tid er inde,
at drømmene var skønnest
om det, der gik i skår.