Der var stille i cafe „Det røde Hjerte”
— det var skumring, og det mørkned’ — det var høst
Og paa skødet af den gamle pastor Smerte
sad den søde, lille løgner, frøken Trøst.
Det er sandt, at mangt og meget gaar med lodder,
og at skarnsfolk, tyve, tøjter giver kur
i den gæstfri sal bag Hjertets røde skodder
og de trange ruders rustne armatur.
Men det hænder, at (som nu) en fremmed træder
skjult af skumringens forvildelse herind,
og det lyder, som en pigestemme græder,
mens hun letter for de lyttende sit sind.
— Se i vaar, da solen lo, var jeg hans dronning
— og han knæled’ for mit scepters gyldne lyn.
Og mit mindste smil var sødere end honning,
og jeg tøjlede ham med et rynket bryn.
— Se i vaar, trods nattens sølv, var han en tigger,
som laa tryglende i støvet, hvor jeg stod.
Det er høst og koldt, og det er mig, som ligger
lig en tiggerske i vejen for hans fod.
— Men saa giv mig I, som sidder her i graaet,
og som færdedes saa vidt, paa een ting svar:
Hvorfor bliver nu den elskede forsmaaet,
naar hun giver den, hun elsker, hvad hun har?
Der var een, som højlydt gabte bagved bordet,
og den gamle pastor Smerte stjal et kys,
hvorpaa lille frøken Trøst gesvindt tog ordet
for et velment, skønt beskedent visdomsdrys:
— Svaret, pige, er banalt som selve visen:
Den, der elsker mest, betaler altid bravt.
Det er prisen, lille pige — det er prisen
paa din stolthed, som du satte lidt for lavt.
Men til trøst, hvis det kan trøste, kan jeg sige,
at af to, der tror, de har hinanden kær,
er den fattige iblandt den meget rige;
— men hvem er for resten du — hvad gør du her?
Der var stille i cafe „Det røde Hjerte,”
— og i mørket syntes pigen dobbelt bleg,
da en stemme saar og tung af fryd og smerte
svarede et sagte: — Det er mig!
Aa — det knaged’ i mit syndefulde hjerte,
da det stilned’ om den lilles kære røst.
Men paa skødet af den gamle pastor Smerte
sad den søde, lille løgner, frøken Trøst.