Den nat laa vaaren i Strela sund;
ved gry var den naaet til Laalands kyst.
Den nat var der sorg om en vikings mund;
den gry var der graad i en biskops bryst.
Hør her et kvad om en pommersk knes
— søn af en knes fra Peene.
Der fo’r en kogge — der fløj en karve
— to tøse lig paa det gale hav.
Rødt flammed’ skørternes purpurfarve
i blink mod himlen som blink af rav.
Snart var den stukket i bølgeflugten
— snart var den tændt i en tvilling-brand.
Og farten gik i Greifswalder-bugten
ind mod Wostrosnas forrevne strand.
En vendisk kogge — en daner-karve
paa kølvandslinje i ør tagfat.
To iltre led af een rustrød larve
krøb mod de knoppende tjørnekrat.
Og visens ende — beretter sagnet —
blev koggen knust under karvens vægt;
men her, hvor sagaen sænker lagnet,
begynder verset om knesens knægt.
Dengang det hedenste fartøj revned’
forladt af Siva og Radegast,
af tresindstyve blev trende levnet
— de tre blev førte til dom i hast.
Den ene kasted’ sig fladt paa bakken
— han bød paa bedring, bestak med bod,
men fandt saa midt i den brede snakken
sit hoved hvilende for sin fod.
Den anden trygled’ om daabens vande,
og da han flæbed med sjæl og krop,
man lod ham nærme sig fredens lande
og hængte fyren i raaen op.
Saa stod den ene af tres tilbage
og saa med smil mod den graa prælat,
som om ens hoved sat paa en stage
var livets maal i hver vendisk stat.
Og himlens fosser af blod og okker
var mere gyldne end drengens haar,
som her han brun med forblæste lokker
stod paa sin søjle af atten aar.
Og bispen nikked’ — og bispen mæled’:
„— Fornægt din gud, og dit liv er frelst!
Een gang — kun een for vor Kristus knælet’
og du tør fjæle dig hvor som helst!”
Da lo en perlende drengelatter
— en mager haand gennem haaret gled:
— Aa, der er ting, som I ikke fatter,
og der er ting, som I ikke ved.
Og stod jeg her, som du tror, alene,
maaske jeg takked’ dig for dit bud;
men jeg er knes — jeg er fra Peene
og knæler ikke for jeres gud!”
Men bispen saa mod de første stjerner
og ham, der dingled’ fra dragens raa;
„— Der er lidt koldt, medens mørket kværner,
og hængt man hører i smug derpaa!”
Da knipsed’ drengen: „Aa — der ror svaner
som galleoner paa himlens spejl,
og de vil hviske paa deres baner
ned til min seng i det røde sejl:
— At den, der sand mod sit hjertes latter
har le’t mod livet og fulgt dets lov,
han har en løn, som I ikke fatter,
og han fik stillet ethvert behov!”
Saa saas et flammende haar at springe,
og midt i skjoldranden saas det sidst.
En dreng stod rank som en romersk klinge;
— saa lød et plask og et: „ — Jesus Krist!”
Det var bisp Absalons bitre klage;
— det var et suk fra en from pirat;
— det var en ædling, der saa sin mage
gaa døden mod i hans sejrs dravat.
Det blev hans udsagn til sene tider,
og det var talen, som siden lød:
„— En træl kan trives, mens tiden skrider;
— en fri mand kender man paa hans død!”
I øst kom duvende de danske drager;
— de hugged’ over bugten mod nordvest;
og venderho’der sat paa tusind stager
— det var programmet for den ny dags fest.
Men paa sit flagskib kasted’ bispen sig paa lejet
ved mindet om en dunet, vendisk ørn.
Paa Strela sund laa dagen underdrejet
og nøled’ med at vække Rygnes børn.