Violinerne lyver
— og fløjterne lyver
— og celloen løj, da den lo.
Der klimprer Kvadriller af tonende løgne
— de så’r deres frø — i dit sind vil de gro
— du barn med de skinnende øjne.
Når dansen går i den lyse nat
— dansen til sommerens ære —
har månens sølv i et bøgekrat
sin egen livsalige lære.
Det fyger med bånd i den grønne lund
— det fyger med lokkende toner,
og stier bli’r til i dens bløde bund
over grave af anemoner.
Der perler musik i den klare luft
som dugg i et spindelvævs tråde,
og natten bugner af blomsters duft,
som nærer, hvad toner så’de.
Javel er det lykke, mit barn, at tro,
at én er den eneste ene,
og intet kan nå de smil, der lo
et sted mellem grønne grene.
Og siden — kvadriller af tonende løgne
vil så deres frø — i dit sind vil de gro
— og glem så da barn med de skinnende øjne
at fløjterne lyver
— og gigerne lyver
— og celloen løj, da den lo.