I.
Da seeren tav, blev der stilhed! Hvad havde han egentlig svaret?
Hvad vidste vi om hans syner henover den blegblaa bugt?
To ord af en dæmpet tale — resten i dis bevaret,
mens dagen svandt som en vingefjer, der falder paa ørnens flugt.
Det tøvende: — Maaske fordi —! steg mod en haandfuld stjerner
— skrev sig selv med stjerneskær ind i hvert enkelt bryst.
Saa var det nat — af dem, der blidt brummende staar og kvæmer
fred i al tvivlens dyst.
Med ekko af talens visdom var tusmørkets stilhed svanger:
— Maaske fordi — vi har svigtet en halv snes besværlige ord.
Sveget saa sære begreber som ydmyghed, pligt og anger,
fordi vi var fyldt med overmod og sad ved et bredfuldt bord.
Det ængstende: — Forbi, forbi —! isnede os med sin kulde
— skrev sig ind med hjemegraat paa hjertets røde væg.
Dog: det var nat — af dem, der blidt dampende gaar af mulde
om haver og fugles æg.
Og ekkoet sang som en messe. Mangfoldigt kom det tilbage.
To ord af en dæmpet tale vakte en angst af blund.
Et suk blev til i et hjerte — parrede sig med sin mage
og fødte straks en dirrelyd af ve paa en aaben mund.
Et ængstende: — Maaske fordi —! foldede ud sin vinge
— øvede sort mod den blege nat sin truende magi.
Da var det sket: mod hvert et bryst glimtede der en klinge
— glimted’: — Maaske fordi —!
Der stod det uden forsoning: — Fordi jeres gud var heldet;
— fordi jeres lyst var vinding, og savn var en plagsom pligt.
Fordi I var fyldt af hovmod — af blændværk overvældet
og valgte hvert øjebliks snargevinst for afsavn og sobert sigt.
Det smertefri og afgiftsfri, polstringen og det linde
tvandt sig til en skæbnetraad og førte til forlis.
Nu er det nat; men seeren ser som tilforn, hvor den blinde
blinker i graatung dis.
Vi skimted’ en grov, ond sandhed. Den voksed’ sig tifold værre.
Her stod det ord til andet med stjerner paa natsort grund:
Ikke for løgn og ondskab, siger den høvding og herre,
men kun for ækel lunkenhed vil jeg udspy jer af min mund.
Det tøvende er nu forbi — forbi en sækfuld vaner
slut med skulk fra arv og gæld og skulk fra naadig tugt.
Nu er det endt for dem, der kækt hyldede mine faner
og reddede sig ved flugt.
Befrielsen kom ved daggry. Vi gik til den gamles bolig.
Hvad vidste vi om hans visdom? Hvad vented’ vi af hans trøst?
Han sad der i sikker venten; — han lyttede fjern og rolig,
mens dagen steg af sit kæmpebaal og flammede op i øst.
Hans prøvende: — Om jeg véd raad? fløj som en due letter.
— Véd en baglæns vej for den, der glemte lovens bud?
Skød han saa ud: — Ja, naar det sker, at panter skifter pletter
og negeren sin hud.
II.
Men saa lyder grov lovs sandhed: mangfoldigt skal I forstaa det:
Støt og beskyt den svage, men dyrk kun det, der er karsk.
Æd og drik, hvad behøves, og først: betal for at faa det.
(Thi lovens frugt er venlighed, om skallen synes barsk.)
For sen er anger paa pungens bund for loven om altings balance
og arbejdsiver ved aftenstund og tak ved en kistes fjæl.
En kølig drik er en kølig drik om i sølvkrus eller fajance
og rakt af en venlig sjæl.
Og det er den gode Guds løfte — og intet mere end dette:
sort brød og velsignet sult og træthed til nattens blund
— tidlig regn og sildig regn til sols børn og de slette
samt værn nok for nøgenhed — det lover jeg med min mund.
Hold hus med hjertet, jeg gav jer med — om graa eller lyse dage.
I fik det rent som et stjernedryp spildt paa en natblaa sky.
Men den eneste ting forlanger jeg: rent vil jeg ha5 det tilbage,
den dag vi ses paany.