Tænk, hvis en morgenstund min kat
fandt, at dens herre var død i nat,
og fremmede negled’ min fingerring
til køb af en kiste og den slags ting —!
Og tænk, om de gik med mit armbåndsur,
da sjælen nu dog var på udgangstur,
og forsegled’ med lak mit testament
og andet nytteløst stads på prent
— og drak mit øl og en glemt sjat vin,
som højt erklæredes mindre fin,
samt gav mig lidenskabsløst min dom,
da kroppen jo dog var døv og tom.
Og tænk, om det da forvist var sandt,
at jeg i en sommerfugls gevandt
fløj henover mark og henover eng
og fandt i levkøjens fløjl min seng —
og skat var skat, som en kat er kat
og al sorg død som det lig i nat,
og værten prøved’ mit jakkesæt
som himlens engle mit regnebræt!
Men livet skumpier afsted som før,
og Kongens Foged står for min dør,
og pligters plager og skatters læs
fordømte kravler blandt vissent græs.