Kain —
du, der er renere end jeg,
giv mig din hånd her i mørket,
hvor ingen kan se det,
og sig, du forstår.
Lugter det syrligt?
Kun blod, Kain, af mennesker
skabt, som du ved i HANS navn,
men fra fødslen bestemt
til at falde i skår.
Nægt mig det ikke —
du, der er jaget som jeg
— der har myrdet som jeg,
og som jeg bærer strimer
af angerens pisk.
Kain!
Husker du Abel?
Ved du, at Abel, din bror,
gik igen og blev kendt
i det ordløse tegn af en fisk.
Og blev myrdet igen
— og bli’r myrdet igen
på et vaklende kors
hver eneste gudgivne dag
i det udslagne år.
For vi elsker ham, Kain
— og vi kroner hans hoved med torne
— og borer hans hænder igennem
— og knuser hans arme og lår.
Du harmedes dog,
og dit had var så rødt
som den luende ild,
hvorfra Abels røg gik mod Gud.
Men vi —
Kain — du er bedre end vi —
og jeg skjuler mit ansigt i mørket
af skælvende skam
og rækker kun hånden ud.
Javel — den er klæbrig af blodet
af brødre, som faldt i skår
— men giv mig alligevel, Kain,
før mod dagen jeg går
— giv mig din hånd her i mørket,
hvor ingen kan se det,
og sig, du forstår.