De skældte mig for drukkenboldt
og sjover og drabant
og hvisked’ det, som værre var,
og hvert et ord var sandt;
men Kit var som en hvirvelvind,
hvem ingen sladder fandt.
Hvert brev hun skrev i ny og næ
med klatter og med fejl
var sødt som kys og brændevin
og slog mig som en plejl,
endskønt devisen altid var:
— Kun aldrig svigte sejl!
Det sidste laa i Amsterdam,
og siden lyste blank.
Kun midtpaa med den lilles skrift
forførende og slank
stod: — „Skidt med alt, naar blot du, dreng,
maa holde ryggen rank.”
Sankt Peter, tænker jeg, har le’t:
„— Kom ind i Himmelen!”
Saa har hun tøvet et sekund
og vendt sig om igen
og sat sig ned og stille sagt:
„— Jeg venter paa min ven.”
Saa hvis du drager af før jeg
og ser en lille tøs
med vortet haand og næsen rejst
i vejret chikanøs,
saa passer hun til mig s’gu som
en svaber til sin pøs.
Og naar jeg staar paa Himlens vægt
med et par pund for lidt,
saa tror jeg nok en næsvis røst
uskyldigt hvisker: „— Skidt
— vi finder nok et andet sted!”
En saadan tøs var Kit.