Udenfor snorene sneg han sig smilende ind og ud
— kendt som en harmløs, ikke-noteringsberettiget gud.
Raslede fjerne stjernepapirer, saa gled hans nik
beskyttende over til baissen — til haussen, naar den tog stik.
Spurgte man nogen om fyrens herkomst og metiér,
fik man til svar et forsorent: — »Ork, Gud, det er lille Sukces!«
A/S Jorderig var fordum et nobelt papir.
Kurverne krøb adstadigt i højde med Frelsers spir.
Stærke guder regered’ : bedrøved’ man en for en tand
— vips maatte en man bløde; — med øjnene li’saadan.
Da var den stærke klippe; — da var den svage skum;
— dengang drev Jorderigs rytme tungt gennem tid og rum.
Ak — men det skjalv og skifted’; — mygere herrer kom til.
Loven løsnedes langsomt; — uorden drev sit spil.
Svagheden klistred’ sig sammen; — styrken løste sig op;
— rytmen peb gennem rummet angst i forskræmte hop.
Hed det da indenfor snoren: — »Gud véd, hvad der nu skal ske?«
Lød det med munter malice: — »Vi sender dem lille Sukces!«
Og stjernerne grinte som vidner: de sendte den halte Sukces!
Ved maanemes mimrende jubel: han gjorde en dag sin entré!
Ved rytmen, der hakked’ og hosted’ i røgen af rummenes baal:
Jorderig hilste den halte herre med skrig og skraal.
Man aned’ vel nok, at han skeled’, var glemsom, bestikkelig, halt,
men satte sin lid til hans naade og knæled’ og tilgav alt.
De gamle og veltjente guder — dem satte man nu paa pension
og byggede bo for den lille, forgyldte og svedne kujon.
Han gav dem med fulde hænder det tunge og gule metal,
men lod det retfærdigvis følges af fredløshed, kummer og kval.
Og syndfloden stiger og stiger til spot og forsmædelig spe
for menneskeheden, der knæler for guden, den lille Sukces.
(Offentliggjort 1936.)