Nis Petersen (1897–1943)

Det er sket i et land, der er graat som sølv og staar ved det yderste hav.

Guldskyer rider som hjorde af tyre dets kant i et lydløst trav.

Hver mand har en mulddækket skive af klippe; hver mark har sin mystiske aand.

Murene rundt om hver mark gør et netværk som linjernes net i en haand.

Dybt i hulninger tegnes de og højt mod hver drivende sty.

Den vej, der forbinder dem, snoger sig vestpaa til Galway by.

De piger, der red dengang paa den vej, var stærke som pigerne nu

— barbenet mellem to kurve af tørv og paa æsler, taalmodige, snu.

Den pige, hvis smidige ryg i dag maa bære sin kurv med tang,

har skørtet rødt og forklædet blaat, som pigerne bar det dengang.

Og hofterne vugger frit som paa den, der aldrig har ejet sko,

naar pigerne stiler nu som da hver morgen mod Galway bro.

Nu: Galway by var en anden ting og er det til denne dag.

Dens master bar ligesaa ofte spanske som britiske flag.

St. Nicholas, ven og beskytter for søfolk, tyve og børn,

fyldte sin kirke med spanske gaver for vel udført tørn.

Og rigdom kom til hver klan i den by — af Cromwell kaldt stammernes stad —

hvis navne stod støbt over stolthed og mod og aldrig for lavhed og had

— vimpler som Morris og Bodkin og Blake og Kirwan, navn paa navn,

og d’Arcy, Ffrench, Voyce og fler’ endnu; — men forrest var Lynch og Brown.

Nu: Lynch, borgmesterens søn var klar i blikket som morgendug.

Browns datter, Agnes, var lys og skøn og let som et tidselfnug.

Naar tung, rød taage laa hvirvlet op om bjergene fjernt i Clare,

mødte han hende ved Corrib bro og drak hendes øjnes skær.

Naar stjerner tændtes, mens lyset svandt bag Arans drueblaa luft,

hun standsed’ sin hest ved et aftalt sted og drak af hans læbers duft.

Og pigen blev meget yndig og blev ham usigelig kær.

Fra laksen gled op fra havet til vildgaasens prøveflugt,

saa’s de ved dag og saa’s de ved nat og kendte hinandens lugt.

Og mødtes de mindre ofte ved vinter, voksede han. —

(„For maanens lys giver timian kraft; men længsel modner en mand.”)

Kun visdommen nikked’ erfarent, som visdom nikker i kor:

— om gudernes avind de gamle har sagt et par nøgterne ord!

Det lidet, de ejed’ af visdom, laa ikke paa dette felt;

men hvem har set visdom vinde, hvor elskov rejser sit telt!

En olding formaner sin yndling: hold op, før den leg er fortrudt!

Og yndlingen iler i mørket at møde naboens glut.

men hvem har set visdom tabe, naar spillet en dag gøres op!

Nu var der en fremmed, Gomez, som gæst i borgmesterens hus.

Hans bror kunde været Apollo, han kom fra Bisqayens brus.

Hans tænder var tindrende hvide, hans øjne et fængende staal,

og Galways jomfruers hjerter brændte i baal paa baal.

Da skete det, guderne vilde: Han mødte Agnes i dans.

Hun næppe nok smilte imod ham; men øjnene brændte i hans.

Maaske de slet ikke brændte. Maaske hun slet ikke lo.

For ham sank solen i havet; — hans lykkes dag gik paa hæld;

— det anedes koldt omkring ham, som naar solfald brænder et fjeld.

Alverden syntes at danse; — han selv var kun ikke med.

Voksblegt lyste hans ansigt som lys paa et helligt sted.

Saa kaldte han hende tilside og sa’de bebrejdende ord,

og hun saa’ paa ham, som en kvinde ser, naar hun kaster de sidste broer.

— Men om jeg tog fejl, saa benægt det! Han bad som en druknende be’r.

Hun bare saa’ isnende paa ham, og saa var der ikke mer’.

Saa skete det, guderne vilde: han søgte at slaa det hen.

Hun gik med sin saarede stolthed og dansede ud igen.

Den aften faldt tærninger tyste og blødt i et bundløst dyb.

Hun væbnede sig med sin stolthed mod skinsygens skidne kryb.

Langs kajer kantet med fade af vin gik han skælvende bort.

Men luften var fuld af lyde, og natten var tung og sort.

Lad grublere grublende forske, om manden er Kajn før sit mord.

Afmægtig vil elskeren drives derhen, hvor den elskede bor.

Han gik der den følgende aften, og se: fra den elskedes dør

kom munter den unge Apollo, som selv han plejed’ det før.

Er Kajn mon Kajn, før han myrder? Ak Kajn — hvem ved om din kval!

Han fulgte og hugged’ sin daggert i hjertet paa sin rival.

Han sparkede liget i bugten, og bølgerne vasked’ det rent.

Han tog til sit brændende hoved’, og da var det hele for sent.

For sent! Kun ej til at flygte for liget i Galway bugt!

Kun taaber glemmer, at rædsel gaar med paa den vildeste flugt.

Og øjnene fra en myrdet og blød og det rallende skrig.

Aa — Gud! er der noget mere levende end et lig?

Han fulgte floden mod skovens skærm, og skoven var kold og tavs;

— en tavshed og kulde mer’ rædselsfuld og rystende end en gravs.

Og naar saa liget i Galway bugt en stund blev træt af at glo,

kom lyden i stedet af Agnes Brown, hvis latter vanvittigt lo.

I skoven var hverken fred eller skjul, og fremad laa vejen bar.

Tilbage var angst og skændsel og dom, og dommeren var hans far.

Og piger med kurve med tang var vel paa vej over Galway bro

— med hofter, der vugged’ saa frit som paa den, der aldrig har ejet sko.

Saa stod han da op og sneg sig hjem, som var han den snigende pest,

og højt over byens milits — der holdt hans far, dommer Lynch til hest.

Han kendte hver eneste en af dem, der vented’ ved byens port,

og tavse stod de og vidste om, hvad dommerens søn havde gjort.

Der blev ikke falbudt endsige købt den dag i Galway stad;

— ved havnen ej bødet et haardtslidt net saa lidt som flyttet et fad.

For det, der var sket, var en hel bys sorg, og dens yndling gik klemt i jern;

— og klanernes høvding red dødbleg frem i spidsen for byens værn.

Det, der var sket, var en hel stads skam, og kvinder og gamlinge græd.

Og toget drog uden betænkning mod et sørgeligt velkendt sted.

Men de husked’, da nylig en mand blev sendt for mord til en evig fred,

at dommeren tro mod sin pligt havde sagt: — Om en hund bliver gal, slaa den ned!

Her sad nu en mand, der var skyldig i mord — var skyldig for mand og for Gud;

— og dobbelt som den, der har skændet groft irsk gæstfriheds hellige bud.

Tilbage var ikke en vildsom vej; — frem ikke en tjørneklædt sti.

Her var kun galgen og kirkens trøst: — Gud Herren, min søn, staa dig bi!

Dog: pladsen om fængslet var fyldt ved dag; — ved nat lød der graad og raab,

for folket nægted’ at tro sin frygt og haabed’ endnu mod haab.

Og pigernes byrder var tungere nu, naar de gik over Galway bro,

skønt hofterne vuggede frit som paa den, der aldrig har ejet sko.

Den tid var fjern, da borgmesterens søn red ud mod det bjergblaa Clare

og mødte sin pige ved Corrib bro og drak hendes øjnes skær.

Og fjern den tid, da, naar lyset svandt bag Arans disede luft,

hun standsed’ sin hest paa et aftalt sted og drak af hans læbers duft.

Fjernt glæde, latter og solskin — Alt! i skyggen af galgens snor.

Fjernt visdoms varsel, der mumlede om de gamles nøgterne ord.

Men nær den dag, da dommerens røst forkyndte den Yderste Dom

og saa med øjne, der ikke saa, og hastigt vendte sig om.

Da den var forkyndt, krøb et stakket sekund en lammelse ind over alt,

for det, der var ondt, da det skimtedes vagt, var værre nu, da det gjaldt.

En by stod da op for at sige en ting om altfor halsstarrig en dyd;

men da den kom frem, fandt den fængslets port indgitret bag hundrede spyd.

Et rygte løb, at den fangne bad dem fri ham for strikkens tort;

men spyd, der sænkedes kort og barsk, drev modets overmaal bort.

Og de, der gik mod borgmesterens hus for at slide det sten fra sten,

fandt mænd i læder med dragne sværd og vendte sig een for een.

— Forbarmelse! tryglede klanernes mænd, og Naade! de svedende lag;

men det, der kan friste en nedbrudt far, for dommeren er et bedrag.

Medlidende saa’ han paa drengens mor; — han ynked’ familien Brown;

men hans var — ensom — en fanevagt for lovens og statens gavn.

Og hans var — ensom — den gang ved nat til hullet, hvor sønnen sad;

— kun fulgt af en præst gik han ned til det hul og la’ sig ned og bad.

Til sønnen, hvis svigtende tunge græd, om dommeren kom med haab,

han sa’: — Dit liv er forspildt! Men vend til Himlen din angers raab.

Det var næppe dag, da de rejste sig, og døre gled brummende op;

men jernet flyr for magnetens magt, før man gladeligt gaar fra sin krop,

og drengen gik mellem far og præst paa vej til den bitre død

støttet til begge af rædsel for at skilles med magt fra sit kød.

Ad trapper gik vejen trælsomt op og ud i det groende gry,

og over den elskedes hus der laa en mager, guldbræmmet sky.

Den laa der skrumpen og uden kraft og sløv som en udslidt bøn;

men selv den kraftigste, unge bøn var spildt paa dommerens søn.

Og dog: det saa ud et stakket sekund, som var ej alt haab tømt ud,

for drengens mor og den nære slægt stod rede med bøn og bud.

Hele Blake’rnes klan var mødt op; — med den en svært udrustet flok;

— og enig med dem stod rede til slag en havnebys kampglade blok.

Men først da vagten vaklende veg, og bødlen meldte sig fra,

og presset fra hoben steg og steg og truslerne med — først da

gik dommer og dømt, gik far og søn, tilbage mod fængslets port,

og da den faldt i — da anedes det, at nu var det rædsomme gjort.

Det er sket i et land, der er graat som sølv — en langsommeligt stigende gry.

Nede stod pakket krop mod krop hver sjæl fra en søvnløs by.

Spærret var vejen til galgens sted, og lammet var bødlens mod;

men loven forlangte tand for tand og blod for alt udgydt blod.

Et vindu bued’ sig bredt og højt for folket i fængslets mur;

— en far saas her trykke en søn til sit bryst bag vinduets armatur.

Om sønnens hals var en løkke lagt; — saa skiltes de rædselsfuldt ad.

Og ikke en sjæl har siden set den dommer i Galway stad.