Vi staar med forseglede ordrer, Kalmukke
— det mumler bag mærker af moskus og lak.
Paa broen med sejl mod en tung, gammel maane,
i aften saa fuld som en brugt almanak.
Det hviner i blokke, det piber i taljer,
det trommer og fløjter galant,
og fartøjer skvulper som rorløse baljer
ad veje, som tilfældet fandt.
Fra vise mænd véd vi — og selv har vi set det —
at livets funktioner er kys, køb og kamp,
til punktummet sættes med trealens brædder,
en kneben lod bly eller tvunden stump hamp,
vi kysser os trætte og køber os mætte,
og hver mand maa kæmpe sin kamp,
om livet saa kun er et brædt med adrætte
og hvide, smaa cifre og døden en svamp.
Hvortil og hvorfra og hvorfor — ja, hvem véd det.
En gabte i smug, mens én listeligt lo.
Vi véd kun, vi gaar med forseglede ordrer,
og hver maa staa støt paa sin ensomme bro.
Det brummer i gafler og brager i planker
og klukker et sted bag en spuns.
Men dette er hundevagts-dødninge tanker
— skaal — Mukke’ — vi tømmer til bunds.