Naar min Bror, den hvide Lilje,
mild og myndig (og lidt hoven),
har forkyndt den store Vilje,
læst en Bon og udlagt Loven,
er det mig. det kommer an paa;
jeg er Messedreng i Skoven.
Naar de fromme Orchideer
— med de fine Skønhedspletter —
rækker Hals i vilde Veer,
tørner ud i vrede Trætter,
er det mig, der vækker Rødmen
bag de fromme Søstres Hætter.
Gud har ikke skabt men drømt mig
til en Satyrs Melodier;
Tusind Anelser har tømt sig
som en Duft paa mine Stier,
og de spæde Klokkers Bimlen
har jeg lært af vilde Bier.
Det er mine klingre Bjælder,
det er Duft fra mine Skaale,
der i fløjlsblod Flagren vælder
over vissent Løv og Naale
for at hviske ind i Øren
meget mer’, end de kan taale.
Ingen ved, hvad man tør vente;
men jeg ved, der er Konvaller,
som forduftede og endte
til Musik i lyse Haller,
dræbt ved Kvindebrysters Skælven,
og jeg drømmer, at de kalder.