Den dag, da den blindede længsel,
som trøstesløst leder om vej,
gaar ud af sit knugende fængsel
for frigjort at række mod dig
— den dag skal du gribe din svøbe,
og koldt skal du blotte din arm;
— og ve dig, om een kun kan købe
sig ind til din hulkende barm.
Thi sandhed gaar — ens for de trygge
og dem i den skælvende ve —
i hvinen mod krummede rygge
som blodige plovskær i sne.
Og ve dig, om de, der vil helse
for tidens sugende savn,
velsigner den letkøbte frelse,
de fandt ved din venlige favn.
Nej — skove af hvidnede næver
er refrainet til sandhedens kvad
og struber, som rallende kræver
dit hoved bragt ind paa et fad.
Den dag du staar bundet til søjlen
til spot og forsmædelig spe
— den dag har du foden i bøjlen,
og da — lær da massen at se.