Tøvejret kom i den natlige tåge;
frosten drev væk på tungt slæbende krykker;
bølger stak hovedet op af en våge,
åd sig en rende, brød isen i stykker.
Isen brød op, og så skreg der en måge,
skreg, som kun mågen kan skrige i tåge.
Vårbrudet vandrede sløret af gusen
op gennem strædernes stridige tragte,
pjasked med kvægdrifters snøftende brusen
frem over alt det forsigtig — forsagte.
Tøvejret var der — så lød der en susen;
mågen gled frem gennem tågen og gusen.