Kalliope
→
Poets
→
Rasmus Frankenau
→
First lines
Rasmus Frankenau
(1767–1814)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Ak, Jordens Plager ere mange, mange
Atter sin Bolig Gløden bygger
Atter Sorgens Muse Skialden vinker
B
Broder! tag Glasset! vort Løsen er Glæde!
Broder! see Dampen af Bollen sig hæver
D
Dandser Majen skiøn imøde!
De Boglærde stundom har maadelig Sands!
Den kolde Vinters mørke Dage
Der var en Tid da søde Drømme
Det skummende Bæger begynde sin Gang
Dydens Smiil er svøbt i Kummer
E
Eensom toner Lirens Klang
Ei blot for denne Sorgens Dal
Ei, fordi da fødes en Fyrstinde
Ei mindste Aande Løvet rører
Elise! slig hvor er hiint blide Smiil
En Ridder var Aage saa ædel og skiøn
En værdig Lærers blide Minde
End straaler os en festlig Dag
Endelig slog Timen til din Hvile
Endnu et Qvad om dig du stolte Borg
Endt er den grødrige Høst
Enhver sine Griller forjage
Enhver, som har Glæde og Munterhed kjær
Et Samfunds Aar er atter lagt tilbage
F
For mit Blik en Grav sig atter hæver
Forleden Morgen Jeg min Koe
Forsvunde ere Vintrens mørke Dage
Forsvunden er Lundens og Engenes Pragt
Fra Donaus Bord, og Kajserstadens Vrimmel
Fred om hver, som Livets Bane træder!
Fryd dig ved Livet
Fuldmaanens Glands i natlig Stund
Fyld Glasset, Ven, og kom ihu
G
Giennem Hedenfarne Aar tilbage
Glæden vinker os igjen
Gravens Fred! dit snevre Giemme
Graa af Alder, mæt af Livets Dage
Gud! hvor er jeg? — Væsen i det Høie!
H
Her, hvor Aftensolen smiler
Hvad troer du Mennesket at være?
Hver glædens Ven
Hver Glædens Ven
Hvi, Hierte, banker du saa mat?
Hvis er Urnen, som i Rosenskygger
Hvo vilde sig med Griller plage
Hvor skjønt, naar Aftenstjernen venlig blinker
Høit leve, hvo ved Bægerklang
Højt paa Himlens azurblaa Hvælving svæver
I
I Aftensvalen Bertha iiled’
I Genier som til mit stille Leie
I Junii Maaned, saa varm og blid
I Riim den kolde Morgensoel
I Vesten Skyens Purpur taber sig
I yndig Dragt, saa hvidt og rødt
J
Jeg aldrig blandt den Trængsel var
Jeg aldrig det for Vellyst kjender
Jeg kiender en Alder, hvor hemmelig Kummer
Jeg, som forandrer Glædens Smiil til Graad
Jeg veed en Blomst i Floras Have
K
Kommer og deler frydfuldt Lag
Kun sparsomt kiendt med Livets Glæder
L
Lad Mennesker dræbes, og Riger forgaae!
Langt meer end Guld er Druen værd
Let i Nakken Minna svæver
Lystig min Broder! og lystig igien!
M
Man taler nu saa vidt og bredt
Manna! Stormen hviner, Løvet falder
Midnatstormen kold og rædsom hviner
Min Afskeedstime nærmer sig
Mørket over Jorden svæver
N
Nyd Livets korte Morgenrøde
Nylig Laura, eiegode Pige
Nys hørtes Midnatsklokken Tolv at slaae
O
O du, som tryller hver en Sands
O, slumre Spæde, slumre søde
Om at Verden er kun Jammers Sæde
Om Hiertet let, i Hu saa glad
Omspendt af Tvivl, og mørke Tanker
Os Flaskerne vinke til Glæde
Over mine trætte Øienlaage
Overgiven glad paa lette Vinger
P
Paa Slagelses Sankt Mikkels Kirkegaard
R
Roser spire, Roser blegne
Ræk mig atter Harpen, tro Camoene!
S
Samles hid til Venskabs Kiæde
[Samles hid til Venskabs Kiæde]
Samles hid til Venskabs Kiæde
[Samles hid til Venskabs Kiæde]
Skialdens Luth om Viin og Elskov lyder
Skildt fra dig ved Bølge, Bierge, Dale
Skiønt under Feide og Trængslerstid
Smiil, Venskab! til vort Samfund ned
Snart er din Ungdomstid forsvunden
Snart straaler mig den sidste Morgenrøde
Solen sin Varme atter yder
Streng Kulden er, og truende
Sænk over Emmas Klager ned
Saa varm os atter Solen smiler
T
Tag, Pige, denne lille Bog til Minde
Tag Sæde, Ven!
Tage Verden som den er
Taus glimrer Natten i sin skumre Pragt
Til fremmede Egne
Til Venskabs Fest, som hvert et Hierte fryder
Timen til Fryd os atter kalder
Trindt om os lyder englemild
Tvillingriget Veemodsharpen stemmer
U
Ustandset Timeglasset rinder
V
Veed du den Zone, hvor Citronen groer?
Velkommen Enhver, som har Druesaft kier!
Velsignede Vaar!
Vi en ædel Ven til Hæder
Vifter sagte milde Aftenvinde!
Vinen til alle Drikkes Fyrste
Vipper springe over Klinge