Velsignede Vaar!
i Blomsternes Duftning,
i Vestvindens Luftning
omdandset af Glæden iblandt os du staaer,
vær hilset du yndige Vaar!
Du klæder Skovens nøgne Kroner,
din Aande farver Engen grøn,
du stemmer Nattergalens Toner,
og huld fremkalder Rosen skiøn.
For dig de kolde Taager svinde,
din Himmel smiler ætherblaa,
du byder atter Bækken rinde
som nys i Vint’rens Kiæder laae.
Du Elskovs blide Lue tænder,
i Kvindens Blik, i Mandens Barm,
ja, dobbelt Amors fakkel brænder
naar Majens Middag straaler varm.
Hvor bag de kolde Sneens Flokker
den dagsky Ugle skiulte sig,
nu Finken fro sin Mage lokker,
og synger kielent: ”kom til mig!”
Selv sneehvid Olding i din Varme
forglemmer Alderdom og Grav,
mod dig han strækker matte Arme,
og griber kiæk sin Støttestav.
Han skuer Ungdom for sit Øie,
og Fryd, hvorhen han vender sig,
sit Blik kan hæver mod det Høie,
og end sig priser lykkelig.
Den skyldfri Barndom munter iler
ad græsgrøn, blomsterdækket Vei,
til hver en Lillie fro den smiler,
og plukker hver en Glem mig ei.
Velsignede Vaar!
i Blomsternes Duftning,
i Vestvindens Luftning,
omdandset af Glæder iblant os du staaer,
vær hilset du yndede Vaar! —