Endnu et Qvad om dig du stolte Borg
af Jorden snart den vil forsvunden være,
medtag til Afsked Siælens dybe Sorg. — —
Ved bratte Kirkebakkes Blomsterkant
jeg staaer og tænker Middelald’rens Dage,
her mangen Broder evig Hvile fandt,
hans Minde end ei levnedes tilbage.
Hist ned ad Skranken, under iisgraa Eeg
han festligt jordedes til Lysets Hvile,
hiin gamle Kiæmpefisk med andre veeg.
Plataner nu i Dødens Have smile. —
Mod Søndens Horizont jeg vender mig,
mit Øie Østersøens Bredder følger,
hvor Luft med Hav harmoniskt samle sig,
jeg Solen seer forsølve Strandens Bølger
som fiernt mod Fyen glimred’ er forsvundet.
Det var liig andre, Egnens sieldne Ziir —
for Danas Oldkraft Glasset er udrundet!
ei længer hos vor Nutid blusser fordums Lue;
bag ved mig høres Drøn af Kølleslag,
som falder vældigt paa Granitens Lag.
O rædsomt at høre! o Jammer at skue!
nu tordner mod Skyerne Pulverets Knald
og Muurblokke sukke i styrtende Fald. —
De gamle skumle Zeller sige frem
og Middagssolens Glands oplyser dem;
her længe ingen Lampes blege Skin
i Nischen Lys paa den Korsfæsted’ spreded’,
nu staaer den slukked paa det skumle Trin
som til det lille Alter Andagt leded’.
Her Munken drev sit sørgelige Liv,
af Ingen kiendt, af ingen Siæl beklaget,
blan[?] Kerubiner var hans Tidsfordriv,
han hensov mæt af Verden, høit bedraget
i Kohaarskappen svøbt han sænktes ned,
ved Midienat naar Bedeklokken kimed
den Times Brødre kun hans Leie veed,
thi ingen Vrimmel med til Festen stimed. — —
Jeg vandrer kort i Arbeidsfolkets Spor,
til Hvile fierne Landsbyklokke lyder,
Polstiernen lindrer hisset klar i Nord,
og mellem Gruset sine Straaler bryder.