Barnemordersken
til sine Dommere
til sine Dommere
1798
1798
Snart straaler mig den sidste Morgenrøde,
ethvert mit Fremtids Øieblik er talt,
Jeg under Lovens dragne Sværd maa bløde,
fordi — jeg mellem Livets Torne faldt,
o maatte jeg det sidste Offer være
for en saa tit ubilligt ændset Daad,
O, lærte Verden dog at overbære
og skiænke den Fortabte Medynks Graad,
I Mænd som klæde Retfærds høie Sæde,
hvis kolde Strenghed nys fordømte mig
den lange mørke Gravens Vei at træde,
bekiender dog, hun var ulykkelig!
beklager Marmorhierter! den Fortabte
som vilde Lidenskaber underlaae,
og takker ham som mig og Eder skabte
at Skiæbnen Eders Kiøn ei frister saa:
jeg veed at Loven Blod for Blod begierer,
og villig lyder jeg dens vrede Bud,
men skiønt for Verden jeg dens Bogstav ærer,
jeg stevner den og jer for Alles Gud;
hvor mangen sidder for mit Synderøie
der ei som Yngling havde Skiønhed kiær,
som lod sig, ei af Pigesmile bøie
og aldrig Elskovs Roser kom for nær?
o, rødmer! den allene som tør sige
”i Elskov ei mit Hierte hilded’ sig
min Ungdoms Tale daared’ ingen Pige,”
kun han kan bryde Staven over mig. —
Døm Næste ei saa strengt om dette Hierte
ei er det meer end dit af hærdet Staal
men ak! du prøved’ ei dets Helvedsmerte
din Læbe tømte ei dets bittre Skaal.
Jeg gik i Livets fejre Rosenalder
da Hiertet varmt for alle Glæder slaaer,
da til at nyde os Naturen kalder,
og Elskov øverst mellem Glæder staaer;
min Skiæbne mig en Mand imøde førte,
saa sødt for mig han skildred’ Kierlighed,
han favned’ mig, hans Læbe min berørte,
jeg svimled’, ak! min Lod enhver jo veed. —
Af mine Kiærtegn mæt, min Elsker iiled’
i andre, uerfarne Pigers Favn,
o du! hvem Elskovs lyse Fakkel smiled’
og sluktes brat, begræd med mig mit Savn.
Mit Aasyn blegned, Flammen i mit Øie
forsvandt, thi ak! min Uskyld borte var;
jeg mine Taarer standsed’ kun med Møie,
en ukiendt Byrde jeg urolig bar;
ei Avinds Tunge slig en Fest forsømte,
alt hvisled’ den: see hendes Kind er bleeg!
forbudne Glæders Bæger vist hun tømte,
og Ven med Frende for mit Aasyn veeg;
ved hvert mit Fied forhaanet jeg mig giemte
dybt i en vennetom, forborgen Vraa,
hvad Under at fortvivlet her jeg glemte
min Gud, og den som under Hiertet laae,
jeg mine Kvaler ei formaaer at male,
af dette Skiød en Skabning vreed sig frem,
kun hæse Skraal var Staklens første Tale,
end bløder Hiertet ved at mindes dem.
Væk Glut velsignet! mat min Læbe stammer
dog snart jeg sank i Rædslers skumle Nat.
”Velsignet den der fødtes kun til Jammer!
nei Kryb, os begge Himlen har forladt;
viid stedse vil man Fingre ad dig pege,
Bastard vil hver en Læbe nævne dig,
din Næstes Haan din Kind vil tidlig blege,
du alt fra Vuggen er ulykkelig.
Og Stakkel! du begik jo ingen Brøde
du lider skyldfrie for din Moders Daad,
o, da, langt heller intet Liv, den Døde
er fri for Kummer, fri for Modgangs Braad,” —
for Øiet føled’ jeg et Slør sig drage,
og giennem Hiertet blussed’ vildt mit Blod,
og da jeg af min Dvale kom tilbage
laae Barnet dødt og blodigt for min Fod. —
For Verden er min Daad en grusom Brøde;
men ei saa grusom for en naadig Gud,
med Tillid skal jeg for hans Trone møde,
naar mine Dages Lampe slukkes ud.
Jeg knæle skal for ham som alt forlader,
som er mod al sin Skabning eiegod,
og spørge der, om han som Livets Fader
gav Loven Ret at fordre Død og Blod?
omsonst med Blok og Øxe Loven truer Enhver
Fortvivlelsen for ingen Piinsel gruer,
naar først den løser Moderhiertets Baand.
Med meer end Bøddelsværdets Hvashed taler
i hver en Moderbarm Naturens Røst,
og døves den, hun agter ingen Kvaler,
men blotter kold mod Hevnens Dolk sit Bryst;
nei, Loven byde kiæk den Skiændsel svinde
som vorder den Forførtes tunge Lod,
og stedse skal Naturen Seier vinde,
og spare Staten tvende Væsners Blod.
Dog Dagen glider, Timeglasset rinder.
og snart min Fremtids korte Frist forgaaer,
mit Minde snart af Mængdens Hierter svinder
naar mine Dages Viser stille staaer.
Mit frelste Noer udrækker spæde Hænder,
for hist i Lysets Land at favne mig,
jeg kommer Glut, før Nyet end sig tænder,
jeg er for evig hos min Gud, og dig. —