Hvi, Hierte, banker du saa mat?
Hvi klager du dig haanet og forladt?
Er hver din Følelse for Livet død,
Har ei Naturen Millioner Glæder
Som, moderlig, med ødsel Hand den spreder
I sine dødelige Skarers Skiød?
Ak! for dit Savn at lindre dig
Forgieves Majens Rose aabner sig,
Forgieves Nattergalens ømme Slag
Fra Lundens Skumring dig imøde lyder
Ei Leens Klang, ei Engens Dands dig fryder,
Ei Glandsen af den klare Sommerdag.
O Hierte! jeg din Kummer veed,
Dit Veemods Dyb er haabløs Kiærlighed!
O, er vor Jord dog ei et Sorgens Hiem,
At dydig Elskov selv sin Dyrker saarer,
At Livets første Glæde føder Taarer,
Og ingen kiærlig Haand aftørrer dem?
Hun, som din hele Himmel er,
Som udgiør alt dit Livs, dit Væsens Værd,
Hun, som i Drømme stedse for dig staaer,
Hvis Billed’ dig i hver en Vraae ledsager,
O! hun er kold mod dine ømme Klager;
Til hendes Barm dit Længsels Suk ei naaer.
Ak! disse Ynder uden Tal
En anden Lykkens Yndling nyde skal,
Den Gunst, det ømme Smiil, hun nægter dig,
Hun snart bortødsler i en Andens Arme —
Brist, arme Hierte, brist af lønlig Harme!
Thi Døden eene giør dig lykkelig.