Ak, Jordens Plager ere mange, mange,
Kun stakket er vor Hviletid;
Vor Bane, er kun mørke Irregange,
Og sielden smiler Skiebnen blid.
Hvad er vor Trøst, naar Kummer Hiertet saarer?
Min Siel, ak, om du ingen veed?
Jo den: at Himlen tæller vore Taarer,
O! denne Trøst er Salighed!
Med stille Veemod stirrer nu vort Øie,
Elise! mod din Urne hen;
Du gik til Alles Fader i det Høie,
Og ene staae vi her igien
Forgiæves vore ømme Taarer væde
Dit end saa unge faldne Leer.
Du var Forældres, Frænders, Venners Glæde,
Nu er Du intet, intet meer.
Ja, hvilken Barm kan al den Jammer fatter?
Forældres Eneste Du var,
Ak! hvo formaaer at trøste de Forladte?
Slet Ingen! — Deres Lod er svar!
Den unge Vaar i Rosendragt sig klæder,
Og, froe i Luften, Lærken slaaer;
Din Fod ei meer paa Engens Lillie træder
Ei Lerkens Slag dit Øre naaer.
Tryg er i Gravens kolde Favn Din Hvile
Dig slaaer ei Skiæbnens Torden ned;
Engang skal Giensyns Timen herlig smile,
O! denne Trøst er Salighed!