Venskabs Værd
(Efter det Tydske.)
(Efter det Tydske.)
Ei blot for denne Sorgens Dal
Blev Venskabs Flamme tændt;
Engang, naar Dækket falde skal,
Bli’r først dens Værd erkjendt.
Hist, hvor evig Glædens Vaar
Omstraaler dine Fied,
Hvor varmt, for Dyden Hiertet slaaer,
Og varmt for Kierlighed:
Der skal til Throners Thrones Glands
Vort Væsen svinge sig,
Og Engle Venskabs Myrthekrands
Skal række dig og mig.
Vel lige Siæle ofte her
Hinanden møde kan,
Men deres Baand kun Skygge er
Mod hiint i Lysets Land.
See, Afskedstimen er os nær,
Uventet os den slaaer;
Dens Vinge ei at standse er,
Skræk i dens Fodspor gaaer.
Naar nu engang den nærmer sig
Din Ven med huule Slag,
Og dine Kysse standse mig
Det sidste Aandedrag;
Da, end mit Hiertes sidste Bøn
Skal stemmes for min Ven,
Da qvæger mig den Trøst saa skiøn:
„Vi samles hist igien!”
Hvor helligt bliver os ei da
Usminket Venskab her?
Da, naar engang vi gaae herfra
Vi aldrig skilles meer!