I Junii Maaned, saa varm og blid,
Gik liden Anna ved Aftenstiid
At plukke de Jordbær smaa;
Sødt Nattergalen i Lunden slog,
Og Solen rødlig gik ned, og dog
Hun monne saa sorrigfuld gaae.
I Dalens duftende Blomsterskiød
En sølvklar Kilde saa sagte flød,
Hun satte sig ved dens Bred;
Hun saae hvor Bølgerne kom og svandt,
„Som disse Bølger min Fryd henrandt,
„Min Længsel kun Himmelen veed.”
Hun brød en duftende Glem ei mig.
Tag Bølge, tag densie Blomst med dig
Til fremmede Bredder hen!
Og hvis du finder min Wilhelm der,
Tilskyl ham Blomsten, for ham den er,
Og Annalilds Sukke med den.
Siig ham: hans Pige saa eenlig gaaer
Og ændser ikke den skiønne Vaar,
Ei Sommer, og Høstfryd meer;
Ja siig: hun bliver ham evig troe
Og ei hun finder sin tabte Roe
Før atter sin Elsker hun seer.
O, Elskovs Længsel hvor er du sød!
En kiælen Stemme bag Anna lød
Vaadøiet hun søger den:
Hun bli’r om Hiertet saa sælsom varm
Hun daaner hen — men i Wilhelms Arm
Hun vaagner til Kysse igien.