Til Elise
i Anledning af hendes i en Sygdom tabte Skiønhed
i Anledning af hendes i en Sygdom tabte Skiønhed
hvormed hvert Hierte du forstod at bøie?
siig, hvo har slukt den himmelskiønne Ild
hvis Trylleglands fremstraaled’ af dit Øie?
”Ak Sanger!” sukker du, ”din Harpe sig
forgieves rører; ei den skiænker mig
den Fyrighed, de skiønne Træk, de Glæder,
hvis fulde Tab jeg trøstløs nu begræder.”
”Hvor før du Majens Rose tegnet saae,
paa denne Kind, nu Vintersnee du finder;
og om de Gruber, i hvis Skiød de laae
mit Aasyns glade Smile, Taaren rinder;
forsvunden er den fulde Svanebarm,
forsvunden hiin saa hvide, trinde Arm,
har du af Medynk kun et Glimt tilbage?
o Sanger, deel med mig min bange Klage!”
Lad fromme Pige, mig din Graad ei see,
ak ja, din Kummer saarer dette Hierte;
dog stands dit Suk! snart dine Kinders Snee
bortsmelter, og med den din tunge Smerte;
forynget Rosen atter spirer frem,
forjagne Smile søge fordums Hiem,
snart Barmen med fornyet Kraft sig hæver,
og atter dig din tabte Huld omsvæver.
Og vilde end en ublid Skiæbne dig
Elise! dine sieldne Ynder røve,
seent eller tidligt dog de tabe sig,
derfor lad deres Savn dig ei bedrøve,
et veed jeg, som den ei kan rane bort,
hvis Blomstretid er ei som Skiønheds kort,
din hulde Siæl, dit ømme skyldfri Hierte
held hver, som deres Lige kiende lærte!