I Genier som til mit stille Leie
i Søvnens blide Timer svæve ned,
og lede mig ad velbekiendte Veie
og styre mellem Venner mine Fied;
o lader af min ømme Barm at saare,
med Syner som saa kort fortrylle mig,
som kan for Øieblikket Siælen daare,
og, ak, bag Morgenrøden giemme sig.
Jeg troer mig hist i Codans favre Egne
ved Siællands flade, blomsterklædte Strand,
nu er Jeg her, nu der, og allevegne
gienkiender Jeg det kiære Fødeland.
Dog, ak! som Lynet svinde disse Glæder
Jeg vaagner, en forførisk Drøm det var,
blant fierne Bierge jeg min Bane træder,
kun en blant fordums Venner her Jeg har.
I sidste Drøm, ved Evelinas Side
paa duunblød Sofa Jeg saa rolig sad,
og taled’ saa fortrolig med den Blide,
og var saa munter, var saa hierteglad;
da rasler Haglen over mine Ruder,
og borte er den Slum som Øiet bandt,
Jeg hører kun hvor Midnatstormen tuder
og Evelina, Fryd, og alt forsvandt.
Nys syntes Jeg en Aftenstund at nyde
blant gamle Venner i fortrolig Kreds;
mit Øre hørte Bægerklangen lyde,
Jeg var saa fro, saa lykkelig tilfreds.
Men snart min hulde Stierne maatte dale,
Sankt Jacobs hule Midnat Klokke slog
dens Bulder vækked’ mig af yndig Dvale,
og Tryllesløret fra mit Øie drog.
Og var det stedse dog kun blide Syner
der male mig mit evig elskte Hiem;
steeg hver en Scene som i Siælen lyner,
i lyse Skyer svøbt, for Øiet frem;
men ofte lyde Klager mig imøde,
— og tit Jeg Vidne er til Brødres Graad,
i Drømme føler Jeg mit Hierte bløde
min Kind er tit af friske Taarer vaad.
Tit vandrer Jeg blant gloende Ruiner
omkring mit Øre Hvirvelstormen hviner,
og røde Luer svæve for mit Blik.
Jeg hører ødelagte Skarers Jammer.
og skuer mangen ædel Borgers Liig,
for Brødres Vel han trodsed’ Qval og Flammer,
og kiæk i Dødens Arme styrted’ sig.
O, lader mig i Fred min korte Hvile
o, plager ei de trætte Øine meer;
snart skal den blide Giensynstime smile,
i Aanden Jeg dens Glæder forudseer.
Da skal Jeg Venskabs Tempel aabent finde,
og smilende dets Blomsterbane gaae,
for Spøg og Elskov friske Krandse binde
og høit til Glædens Priis min Harpe slaae. —
(Göttingen i Vinteren 1795/96)