Trindt om os lyder englemild
Naturens Røst: bortsørg ei Livets Dage!
Paa Taarer ei dets Øieblikke spild!
Viid, selv Enhver er Skaber af sin Plage!
Hvert dit Fied med Glæbens Roser strøe,
Før du fra Venskab, Kys, og Spøg maae døe!
Hvo fandt engang en trofast Ven,
Og jubled’ ei: hvad er som Venskabs Kiæde,
Hvo synker i sin Piges Arme hen;
Og drømmer ei om Evigheders Glæde?
Hvert dit Fied med Glæbens Roser strøe,
Før du fra Venskab, Kys, og Spøg maae døe!
Paa hvert et Skridt ad Livets Vei,
En Blomst saa skiøn, saa nysudsprungen smiler;
Pluk den i Dag, i Morgen er den ei!
Dens Blomstretid som din, umærket iler.
Hvert dit Fied med Glædens Roser strøe,
Før du fra Venskab, Kys, og Spøg maae døe!
Snart Ven du skal ved Maalet staae,
Snart Graven skal din Fryd og Veemod giemme
Kun Den skal kiæk dens mørke Bane gaae,
Som qvalte ei hos sig Naturens Stemme:
Hvert dit Fied med Glædens Roser strøe,
Før du fra Venskab, Kys, og Spøg maae døe!