Atter Sorgens Muse Skialden vinker,
Gravens mørke Forhæng hæver sig,
Dødens Lee i Mulmets Fierne blinker,
Ved dens Glimt jeg seer en Oldings Liig.
Hvo er han som for dit Øie hviler?
som gik ind til Evighedens Fred;
som i selve Døden munter smiler?
siig Camoene hvad om ham du veed!
Ædel var han, god som faa paa Jorden,
skiønt bans Manddoms Bane tornet var,
uforsagt han mødte Skiæbnens Torden,
som en Mand han Livets Byrder bar.
Tit, naar Kummer ulmed’ i hans Hierte
straaled’ fra hans blide Aasyn Fryd,
uden Bram han lindred’ Næstens Smerte,
kort — han var Hygæas Tempels Pryd.
Han i mangent Samfund skabte Glæde,
og i mangent saaret Hierte Ro;
selve Veemod hørte op at græde
Naar hans engleglade Aasyn loe. —
See Thalia sig bag Sløret giemme
grædende ved Tabet af en Søn!
Melpomene hæver trøstfuld Stemme:
rolig Søster! Fromheds Død er skiøn! —
Ja vi samles hist med vore Fædre;
os salig du som savnet heden foer;
dobbelt salig, thi du vandt et bedre,
længe, længe, mindes du i Nord!