Streng Kulden er, og truende,
den vilde Nordvind tuder,
den skarpe Vinters Riim og Snee
bedækker mine Ruder.
Den ranke Bøg saa nøgen staaer,
ei meer dens Blade prale,
rundt om, saa vidt som Øiet naaer
man seer kun hvide Dale.
Høit flammer nu Kaminens Ild
i tætte Vinterstue;
dens Varme er saa jevn saa mild,
man samles om dens Lue.
Man mindes der ved Stormens Lyd
de blide Sommerdage,
og ønsker med en stille Fryd
dem snart igien tilbage.
Men synes skiønt Naturen død
med Som’rens sidste Smile,
og skiønt i mørke Taagers Skiød
dens matte Kræfter hvile,
dog Vint’ren under Sang og Spil
og munter Spøg bortsvinder,
og ofte blusser Glædens Ild
paa raske Ungdoms Kinder.
Stolt glimrer Dandsesalens Pragt,
Musiken liflig toner,
man hopper om i Zephyrdragt
ved tændte Lysekroner.
Ak, mangen Pige som ifior
var Ballets Pryd og Smykke,
nu sover under sorten Jord,
Gravens mørke Skygge.
Forførisk er den kiøle Luft
den dæmper Dandsens Heede,
men, bag dens milde lette Duft
lumsk Døden har sit Sæde;
i Dag den Skiønne svaler sig
ved friske Aftenvinde,
i Morgen over hendes Liig
ømt Vennetaarer rinde.
Nei! bedre er den milde Vaar
behængt med Blomsterkrandse
o, Held dens Komme Aar til Aar
og Held dens lette Dandse!
der blæser ingen farlig Vind
for hvilken Rosen daaner;
der dandser man i Maaneskin
ved Fløitens simple Toner.