Rasmus Frankenau (1767–1814)

Højt paa Himlens azurblaa Hvælving svæver

Bleglig smilende Nattens fulde Maane:

Rædsomt suse blandt Agrens visne Stubbe

Aftenens Vinde:

Svøbt i Sørgedragt al Naturen hviler;

Ingen Linie sin spæde Krone hæver;

Trygt de slumre, til Vaarens milde Aande

Huld dem skal vække;

Ingen Lerkesang toner for mit Øre,

Ingen Lund mig til sine Skygger vinker;

Eensom vandrer jeg under nøgne Lindes

Riimtakte Grene;

Stille Veemod sig gjennem Sjelen sniger;

Svundne Tider min Phanthasie sig maler;

Gjennem trillende Taarer tit mit Øje

Skuer mod Norden;

Ak, der lod jeg saa mangen Ven tilbage,

Ak, der banker for mig saa mangt er Hjerte,

Skjebnen bød, og for Eders Blik, I Ædle!

Svandt Eders Digter.

Ukjendt vandrer han nu i fjerne Egne,

Langt fra Eder og Eders fælleds Glæder:

O! forglemmer ham ej; thi aldrig, aldrig

Eder han glemmer!