For mit Blik en Grav sig atter hæver
svøbt i Glands af Aftenrødens Guld,
Duggens Perle paa dens Høining bæver
Blomster dække end dens friske Muld.
Roser! I Naturens Børn, som gløde
paa den ædle Piges Hvilested,
falmer! Eders hulde Søster døde,
Did og Ynde sank i Graven ned.
Skiønne, muntre, eiegode Pige
mørk og veemodsfuld din Bane var,
og din Skiæbne næsten uden Lige,
Smertens Kalk til Bunds du tømmet har.
Ofte, naar Jeg skued’ dine Qvaler,
og mit Øie Konstens Afmagt saae,
sukked Jeg: en ynded Stierne daler,
snarligt vil dens Nedgangstime slaae.
Ak! den slog, sig Morgensolen hæver,
ei du skuer meer dens lyse Gang,
over Graven Engens Lærke svæver,
men dit Øre hører ei dens Sang.
Lukkes Øiet til en evig Slummer?
eller, straaler det af Salighed?
nok, du røres ei af Jordens Kummer,
om din Aske, og dit Minde Fred!