Forsvunde ere Vintrens mørke Dage;
Snart glimrer Vaaren i sin Rosendragt.
Fra al sin underfulde Pragt
Naturen snart vil Sørgesløret drage.
Alt skingre giennem Skyen Lærkens Triller,
Alt smiler Solen varm og blid;
I optø’t Bæk dens rene Straale spiller.
Ja, Alt os varsler om den skiønne Tid
Da Aarets Genius med englehulde Miner
I Kreds af Glæder jublende fremtriner. —
Enhver, hvis Hierte for Naturens Skiønhed slaaer
Med Længsel iler nu dens Fryd at nyde,
Og hiin den unge trylleriige Vaar
Et kiært Velkommen fro at byde.
Hvi, Venner, skulle vi da tøve her,
Da ogsaa os dens hulde Stierne blinker?
For disse Lamper Majens Morgenskiær,
For malet Lund os duftriig Skygge vinker.
Nei! gaaer! men glemmer derfor ei et Sted,
Som skiænkte os saa mangen ædel Glæde,
Og ønsker, at fremdeles Eenighed,
Med Venskab Haand i Haand, blandt os maa stedste træde;
At hver maa tale frit til fælleds Gavn,
Uskrækket af Forbindelser og Navn;
At hver ufristet maa sin Mening have,
Og aldrig af Kabalen vorde Slave;
At Magtsprog ei, og ei despotisk Bud
Maa slukke Flammen for vort Bedste ud;
At Fordom langt fra vore Bænke vige
Og Alle, Alle troe sig Lige! —
Da Avinds Braad os ei skal komme nær,
Da Fred skal boe hos os i Samdragts Skygge,
Og sand Selskabelighed her
Et sieldent, varigt Alter bygge —
Dog, Dækket synker — end et ømt Farvel!
O Venner! iler i Naturens Arme;
Men nærer for vort kiære Samfunds Held
Den samme Iver, samme blide Varme!
Da Alle froe skal samles her igien,
Naar Høstens sidste Blomst er segnet hen;
Og Venskabs evig friske Rosenkiæde
Os end skal skiænke mangen skyldfrie Glæde.