Til Minna
(i Høsten.)
(i Høsten.)
Minna! Stormen hviner, Løvet falder,
Over Havet Svalen drager bort;
Alt Naturen til sin Hvile kalder,
Engen falmer, Dagen vorder kort;
O! forlad de nøgne Agre, Pige!
Luk dit Øie for Naturens Død!
Iil til Staden, Glæder uden Lige
Vente dig i Venskabs hulde Skiød.
Eller Minna! ønsker du at drage
Til de varme Sydens Lande hen?
Hvor ei Hagel, Riim og korte Dage
Snee og Taager skrække Landets Ven!
Hvor en skyefrie, herlig Morgenrøde
Stedse varsler om en yndig Dag;
Hvor, naar Vestens Aftenskyer gløde
Nattergalen slaaer sit kielne Slag.
Minna! nei, en evig Sommer kieder;
Vintren, skiønt den falder mørk og svar,
Kiærlig jo i Venners Favn os leder,
Siig! mon Som’ren bedre Glæder har?
Venskab os en varig Sommer skiænker,
Minna! kom og nyd dens blide Fryd;
Snart maaskee skal Amors bløde Lænker
Bedre lønne din saa sieldne Dyd.