Vaarsang
Mel. Jeg aldrig det for Vellyst kiender.
Mel. Jeg aldrig det for Vellyst kiender.
Saa varm os atter Solen smiler,
Og Skoven klædes atter grøn,
Alt fro i Vaarens Arme iler,
Nu al Naturen er saa skiøn.
Vi samles, atter her i Skygge,
Hvor nøgne Buske vi forlod,
Vi atter nyde Glæden trygge,
Naturens Gud er evig god!
Thi lader os vor Lod paaskiønne,
Og række trofast Haand til Haand,
Og tumles i det friske Grønne,
Og fryde os af enig Aand.
Ja ærligt til hverandre tale:
Vor Glæde er som disse Løv,
Nu de i yndigst Fylde prale,
Til næste Høst de vorde Støv.
Et Bæger til Naturens Hæder
Som skaber Liv af Støv og Død,
End her vi nyde mange Glæder
I Venskabs og Naturens Skiød!