Jeg kiender en Alder, hvor hemmelig Kummer
ei nager det spæde ukyndige Bryst,
af himmelske Engle man dysses i Slummer
for atter at vaagne til tryllende Lyst.
Uskyldige Alder! sød er du, men kort,
af tunge Bekymringer drives du bort.
I Verden indtræde vi nøgne og spæde
vi trænge til alt, skiønt det rører os ei;
uvante til Sorgen, ukiendte med Glæde
betræde vi Livets saa usikkre Vei.
Uskyldige Alder! sød er du, men kort,
af tunge Bekymringer drives du bort.
Ei skrækkende Syner vort Øie omsvæve,
naar Slummeren kvægende lukker det til;
ei tvivlsomme Tanker i Hjertet sig bæve,
ei Flammer af Elskovs fortærende Ild.
Uskyldige Alder! sød er du, men kort,
af tunge Bekymringer drives du bort.
Enhver er kierkommen, som med os vil spøge,
han være vor Lige, Regent eller Træl;
de muntre smaa Øine blant Mængden ham søge
hans Minde udslettes ei let af vor Siæl.
Uskyldige Alder! sød er du, men kort,
af tunge Bekymringer drives du bort.
Den Lille han kiender ei Pilen som saarer,
uvidende om hvad Sindslidelser er,
aftørrer hans venlige Haand vore Taarer,
hans Mine udtrykker: o græd ikke meer.
Uskyldige Alder! sød er du, men kort,
af tunge Bekymringer drives du bort.
O! lykkelig den som vor Verden forlader
endnu før han lærer at kiende den ret;
hans Død kun begraves af Moder og Fader,
ei Andre ham savne; hans Strid vorder let.
Uskyldige Alder! sød er du, men kort,
af tunge Bekymringer drives du bort.