Valpladsen
1797
1797
Gud! hvor er jeg? — Væsen i det Høie!
sku i Naade til din Skabning ned!
luk for slige Scener huld mit Øie,
svøb i Vintermidnat mine Fied!
Strømme Blod, og sønderslidte Lemmer
dække vidt og bredt den store Dal,
trindt omkring mig skønne matte Stemmer:
”End med denne Bajonet min Qval!”
Hist endnu en fyrig Yngling sukker,
blegnet svømmer han i eget Blod,
end et Suk! — han nødigt Øiet lukker,
sikkert han en elsket Mø forlod.
Utaalmodigt hendes kielne Øie
stirrer tro mod Krigens Egne hen,
skiønne Sværmerinde! spar din Møie,
aldrig, aldrig seer du ham igien.
Hisset sank en Mand fra Børn og Mage,
”Moder!” — spørge de forladte Smaa —
”kommer ei vor Fader snart tilbage?
”skal vi ham ei snart i Møde gaae?” —
Eders Lod forladte Børn mig rører,
ak! I eie ingen Fader meer!
ei hans Øre Eders Klage hører,
Eders Taarer ei hans Øie seer.
Her en sneehvid, eensom Olding sender,
Sukke op til hiin fortabtes Ven:
”du som min og Alles Jammer kiender,
”skiænk mig snart min Alders Trøst igien!”
Himlen Smertens Bæger dig forsøde,
Olding! thi forgieves er din Bøn,
dine Sukke vække ei den Døde,
her en Kugle røved’ dig din Søn. —
Svunden er den vilde Kampens Hede,
kiølet af i Gravens dybe Skiød;
ak, hvad tændte disse Sieles Vrede
at de svore saa hinandens Død.
Intet, ei hinandens Navn de hørte,
aldrig de hverandres Aasyn saae;
hiin og denne rolig Ploven kiørte,
alle under Fredens Palmer laae.
Da fik Landets Fader Lyst at rane
for at vinde sig Erobrernavn;
Manden under kronet Røvers Fane
kaldtes bort af ømme Frenders Favn.
Kirkens æreløse Tiener voved’
kiøbt af Kronen at bespotte Gud,
Salighed til hver en Siæl han loved’
som til Brodermord drog villig ud. —
”Gud! vær naadig,” hist en Læbe stammer
”du som ingen Angerfuld forskiød,
Skaan min Siæl for Evighedens Flammer!
jeg har giort som Øvrigheden bød.”
”Mig min Feldtpræst Sakramentet rakte
da urolig jeg i Kampen drog;
blid hans Tale trøsted’ mig Forsagte
med at jeg for Landets Fader slog.”
”Ak, ei længer paa hans Trøst jeg haaber,
thi den var Naturens Bud imod;
nu til mig dens Tordenstemme raaber:
hvi udøste du din Broders Blod?”
”Gav ei Himlen Eder Alle Føde?
gav ei Kloden Eder Alle Rum?
Gud! — jeg døer; — tilgiv — tilgiv min Brøde!
vær velkommen — stille — Gravens Slum!” —
Fyrste, glem for nogle Øieblikke
Operdands, og Skiøgers Favnetag!
tænk, det Blod som disse Sletter drikke,
naar det atter damper varmt en Dag.
Da jeg ønsker ei blandt dem at være
som med skiændig Ros forguded’ dig;
heller ei vil jeg dit Purpur bære
naar du svare skal for disse Liig.
Uden Ophør disse Faldnes Siæle
følge dine Fied i blodig Rad;
selv i Drømme deres Raab dig kvæle
Fyrste! siig hvor kan du være glad?
Tænk, naar Folkets Graad i andre Lande
flyder ved en værdig Faders Død,
da skal dine Skarer Timen bande
da du blev til kronet Røver født. —
O, beklag at en barbarisk Alder
hegner om din Virkekreds min Siæl!
klag at han som sig Guds Billed kalder
er af Overtro og Løgn en træl!
Ja, begræd, at Adel, Navn og Hæder,
vindes end i Kamp og blodig Færd,
bryd min Alder, bryd din Fordoms Kiæder!
eller du er ingen Taare værd. —