Jeg aldrig det for Vellyst kjender,
at drikke bort en gavnlig Dag;
men i en Kreds af glade Venner
:|: jeg ogsaa stundom gjør et Slag. :|:
Fem Sandser os vor Nydning bringe,
thi blive mine Skaaler fem;
fem Glas kan ogsaa Tørsten tvinge,
:|: naar kun til bunds man drikker dem. :|:
Det første Glas jeg nu vil tømme
for hende, som er Alt for mig,
som bød mig Livets Byrder glemme,
:|: og finde Fryd og Fred hos sig. :|:
Den anden Skaal, jeg ei kan svige,
er mine Venners ? egnes den,
som bød mig hylde, næst min Pige,
:|: en gammel trofast Ungdoms Ven. :|:
Den tred’je Fødelandets være!
Tilbunds jeg drikke vil igjen.
Gid alle vore Hjerter samdrægt nære,
:|: thi al vor Frihed staaer ved den! :|:
Det fjerde Glas af aabent Hjerte
jeg vier hver til Rigdom sød,
som deler ømt sin Liges Smerte
:|: og røres ved sin Broders Nød. :|:
Det femte Glas jeg end maa bære:
Skaal Værten og hans hele flok!
Og de erkjendtlig’ vidne være,
:|: at ogsaa jeg har drukket nok. :|: