De hellige Grave til Kom
Et Digt i tre Sange
Et Digt i tre Sange
(efter J. D. Falk)
(efter J. D. Falk)
Første Sang
Giennem Hedenfarne Aar tilbage
i Skak Nadirs, den Erobrers Dage,
sagde gamle Mirza: Ismael
Himlen lod i Dag Profeten fødes,
lad os med de andre Fromme mødes
Til et Bad i Koms Ruiners Væld.
Frem af brustne Kister gik de Døde,
Hæld Profeten! ton’d ham imøde,
Hosianna! jubled’ hvert et Land.
Styrtet af Jehovahs Tordenstraale,
Lucifer maae Havets Dybhed maale,
Haand i Haand de søgte Kom og knæled’
og til Dagens Ende begge dvæled’
bedende ved Helligdommens Vand,
Da i Vesten Solen gik til Hvile,
Maanens Glands, og bleege Stiernesmile
lysed’ begge hiem til Serigan.
Over Sletten svale Vinde lufte,
giennem moedne Pomerandsers Dufte
toner Nattergalens kielne Slag.
Hvi, udbrød den Gamle, vil vi ile?
Lad os under hine Palmer hvile,
Søn, din gamle Faders Fod er svag.
Siig hvad af Profeten du begierte,
Ismael, hvad ønsked’ sig dit Hierte?
Nu den fromme Oldings Tale lød.
Vugget hen i søde Sværmerier,
Ismael undskylder sig og tier,
Mirza skiænder, Ismael udbrød:
”Nys, da under tætte Pomerandser
”i en salig Ruus af alle Sandser
”ved min Thirzas Arm jeg vandred’ hiem,
”mig en Hvislen uformodet vækker,
”og af Krattet, — Tanken end mig skrækker
”skiød en Slange sig imod os frem.”
”Kun for Thirzas Liv jeg vorder bange,
”thi, hvo er den Helt som mod en Slange
”uden Vaaben sig tør stille hen?
”Alt mod Thirzas Barm dens Braad er hærdet,
”da en ædel Vandrer uforfærdet
”styrter sig imellem os og den.”
”Liig en Lysets Engel var han rede,
”raabte: Flyer! og trodsed’ Slangens Vrede,
”med sit nøgne Bryst, vi flygted bort.
”Giennem tæt forvoxne Buskes Klynge,
”saae jeg Dyret sig omkring ham klynge
”ak min Fader, og — jeg flygted bort.”
”Spørg ei Mirza om ei dette Hierte
”føled’ en Forbryders hele Smerte,
”martret af Samvittighedens Nag?
”Ofte saae jeg under Slangens Bide
”sig min kiække Frelser blodig vride,
”føled’ Pinen af hans Krampedrag.”
Overalt jeg søgte uden Ende,
ingen Slange eller Mand vil kiende;
tidt jeg til Orangelunden gik;
stedse jeg fortvivlet og bedrøvet
væded’ der med mine Taarer Støvet
hvor sit Banesaar den Ædle fik.
Engang fandt et Barn som Gierdsel fældte
dybt i Krattet et azurblaat Belte
hiin min Ubekiendtes Kaftan liig.
Efter persisk Brug var deri vævet
Mandens Vaaben, ak! men sønnerrevet
Navnets Ciffrer halv kun vise sig.
Intet Lys — maae sligt min Siæl ei græmme?
Dog vil jeg det kiære Belte giemme
ham til Minde som et helligt Pandt.
Tidt min Læbe kysser det med Varme,
ofte krystet mellem disse Arme
over det min Veemods Taare randt.
Lever end den ædle Ubekiendte?
Mon i ham en Engel Hali sendte?
Eller, mon han var kun Støv som vi?
Efterlod den Kiække Børn og Mage?
Viis dem! at jeg lede kan de Svage
over Livets torneklædte Stie.
Endelig dog mine Bønner hørtes,
af mit bange Suk Profeten rørtes,
da i Dag jeg ned til Badet gik,
der jeg under sorte Marmorbuer
med et overjordisk Væsens Blik.
Himmelsk Andagt fra hans Aasyn straaled’
taus han vogted’ over Alterbaalet
hver hans Mine røbed’ Fredens Søn.
Mørke Ord i Skiægget først han mumled’
endelig han raabte som fortumlet:
Hørt er Ismael dit Hjertes Bøn!
Med en venlig Smiil han Tangen kaster,
griber huld min Haand, ”Ved Zoroastes
”jeg dig sværger, og ved Bogen Zend!
”Ismael, din Frelse skal du finde
”inden hine Allas Lys forsvinde
”paa det skyfrie Morgenfirmament.” —
”Underligt! brød Mirza ud, det samme,
”Gueberen os Helligdommens Flamme
”skued’ ogsaa jeg min Søn, i Kom;
”lønlig der jeg knæled’ for den Høie,
”bad om Nadirs Død, og dette Øie
”seer hiint majestætiske Phantom.
”Nadir lød dets Røst, sit Huus berede!
”thi før Aftenstiernens Glands er nede,
”dækket ham den mørke, kolde Grav;
”hver som før for Nadir Aasyn blegned’
”ryster nu, han seer Tyrannen segnet
”de forhadte Trældoms Lænker af.
maae, hvad mellem os vi tale, høre,
seer du Folket, og hiin Dervischsværm;
og han smiled’: ”Os kan intet ramme
”derfor vær kun rolig, denne Flamme
”for vor Tale er en hellig Skierm!”
”Mirza, hvordan Skiæben end dig lønner,
”hellig er den Skat som dine Bønner
”raabte over Fædrelandet ned.
”Men tit Jammer du din Siæl berede,
”viid, at under Millioners Glæde
”eene du skal favne Fryd og Fred!” —
Neppe Mirzas Tale var til Ende,
see saa rasler der, sig begge vende,
og en Hund med hvide Løvelokker,
og et Halsbaand tæt behængt med Klokker
for de tvende Pilegrime stod.
Neppe saae den dem, før den dem søgte,
logred’ fro med Halen, peeb og spøgte,
og i glade Kredse tumled’ sig.
”Foer du vild i Helligdommens Lunde?
”Følg os stakkels Dyr! et Rovdyr kunde”
sagde Ismael, ”jo myrde dig.”
Hunden dem ledsaged’ nu saa troelig,
og de vandred fort mod deres Bolig
til en Bæk, hvis Udspring helligt er,
da fra den de sig mod Vesten vendte,
fiernt Skak Nadirs Elefant de kiendte
i en Støvskye svøbt, med al hans Hær.
Trosset saae de dem imøde drage,
begges Hierter næsten heelt forsage,
thi Skak Nadirs Hovmod skrækker dem;
for at finde Naade for hans Øie
ydmygt begge sig mor Jorden bøie,
endelig som Ibentaarnet frem.
Pludselig løb Hunden det imøde,
uophørlig den imod det giøder,
Ismael forgieves lokker den.
Han den gribe vil, men snubler — synker,
Dyret standses — dog Skak Nadir vinker,
Ismael forknuset strækkes hen.
Ak min Søn! skreg Mirza høit af Smerte,
segned’ til den halv hensovnes Hierte,
og forbanded’ høit Tyrannens Bud.
Nadir Dyret strax at standse byder,
stiger af: ”Frem Sophis!” han udbryder,
”borer strax hiin Oldings Øine ud!”
Alt en Sophis Dolk af Skeden farer,
da med ædel Stolthed en Forsvarer
frem i Kreds af Nadirs Hofmænd stod;
”Søn af Solen, Mægtige og Høie!
”er et Menneske da i dit Øie”
raabte han: ”som Støvet for din Fod?”
”Skue den Ynglings Blod som hisset flyder,
”og tilgiv!” — ”Velan!” Tyrannen byder
med et bittert Smiil — ”hørt er din Bøn!
”Olding, til dit Huus med Fred du drage!
”men Eunuch! hans Talsmand her du tage,
”og udriv ham Tungen strax til Løn.” —
Vreed, i Læben Manden saaes at bide,
greeb til Beltet — og i Nadirs Side
foer hans hvasse Damascenerfolk.
Strax en Sværm af meer end tusind’ Klinger
Vagten over Mandens Isse svinger,
vee dig Morder! skreeg det hele Folk.
Man i Øieblikket ham omringer,
næsten han forloren er, da springer
uformodet Løvehunden frem.
Øiensynlig Dyret større vorder,
til i Kreds af Perserfolkets Horder
med sit viide Gab det skrækker dem.
Efter Blod den vilde Strube tørster,
rædsomt ryster den de hvide Børster
og udstrækker Tungen blodig rød;
hver en Persers Mod dens Brølen kuer,
thi med Død og Undergang den truer
hver som vil den kiække Vandrers Død.
Da saaledes Folkets hele Vrimmel
saae hvad over dem fra Almagts Himmel
denne Jertegnstime bragte med,
høit den raabte: Mænd og Brødre! Kiære!
sikkert maae med ham Profeten være,
hvo tør modstaae? Lader ham i Fred!
Og det hele Folk sig mod ham vendte,
bøied’ sig, og raabte: ”Himmelsendte!
”med dit Folk du ei i Rette gaae!
”Alle her vi dine Slaver ere!”
ingenlunde, raabte Manden, Kiære!
aldrig vorder Halis Villie saa!
”Men, maa jeg for Eder Naade finde,
”blot I denne Ynglings Saar forbinde,
”pleie ham, og mildne huld hans Kaar;” —
og hans Bud, som een de alle lyde,
ufortrødne ile de at gyde
Viin og Olie i de friske Saar.
Og den Døde aabned’ nu sit Øie,
og han bad dem Leiet at forhøie,
for at see hvad her i Giære var;
møisomt samler han de matte Kræfter,
han sit Blik paa Nadirs Følge hefter,
og han bli’r sin ædle Talsmand vaer.
Uformodet, han som rørt af Torden
bøier nu sit Aasyn ned mod Jorden,
en som brat sin Aanh opgiver, liig;
”derpaa med et Vink han Stilhed byder,
”Mænd og Brødre!” mat hans Stemme lyder;
”beder at han strax forlader mig!”
Ismael en Fiende traf i Manden
syv Aars Had de bare til hinanden,
ingen om Forsoning høre vil;
begge elsked’ de saa ømt den blide
Thirza, Datter af Derbenide
dybt i Landet Dan, ad Syden til.
Stedse Pigens Blik, naar Dan de giæsted’
paa den Ubekiendte helst var fæstet,
Ismael blev sligt med Smerte vaer;
sagde til den Gamle: ”Tretten Hiorde
”Himlen gunstig lod til Deel mig vorde,
”hiin jo eier kun en Dromedar.”
”Ved Profetens Grav det svoret være!
”du til Morgengave maae begiere
”før din Thirza alt som tykkes dig.” —
Og den Gamle ti Kameler kræved’,
men for Bryllupsdagen Thirza bæved’
„græd, og sukked’: Hali frelse mig!
Da hans Fordring var bevilget, førte
Skiæbnen Ibrahim til Dan, han hørte
Piber, Bekkenklang, og Trommeslag.
Han til een blant Giæsterne udbryder:
Kiære, siig hvad denne Fest betyder!
Manden svarer ham: ”En Bryllupsdag.”
Atter spørger Ibrahim en anden:
”Mon og Thirza gierne ægter Manden?” —
”Nei! hun græder høit” var Giæstens Svar —
Da undslap en rædsom Eed hans Læbe,
vred han sværger Ismael at dræbe
som hans kiære Pige røvet har.
Medens Ibrahim saaledes truer
hører Ismael hans Eed, og gruer
og han blegner Gravens Dødning liig,
Thi han hørte grant: ”Hvor jeg ham møder
”i hans Hierte denne Dolk jeg støder,
”eller Halis Torden knuse mig!’
Og den Gamle sagde: Giør dig reede
Ismael, et Fristed at oplede,
med din Hustrue drag ad Serigan!
paa den Gamles Varsel did de droge,
hørte, siden der de Paulun sloge,
intet om den ubekiendte Mand.
Da nu Ismael i Dag ham finder
sligt ham atter hine Dage minder,
og uroeligt strax hans Hierte slaaer;
han ham lader sige: See min Ende
er for Haanden, Ibrahim din Fiende
fordrer, at du ham af Syne gaaer.
Nei! til dig ei meer jeg Had vil bære
svarer ham den Ubekiendte, ”Kiære,
”ved den Gud som prøver Hjerters Raad!
”Vil du til Forsoning mig omarme?”
— ”Vel!” nu sank de til hinandens Barme
og de smelted’ begge hen i Graad.
”Snart skal Døden ende al min Jammer”
med veemodig Røst den Syge stammer,
”og min Hustru dit Hierte kiær.”
”Nu, velan! din Eed for mig du giøre
”Ibrahim, min Thirza ei at røre
”meer end det en Bruder tilladt er!” —
Men, at hele Folket det fornemmer
han, hvis tabte Belte Thirza giemmer,
ene han skal kalde hende sin.
Og hvis, inden Aar og Dag er omme,
ei hans Navn for Dagen skulde komme
Ibrahim, da vorde Thirza din!
Da nu Ibrahim ham rækked’ Haanden
paa at holde alt, han opgav Aanden,
og det hele Folk ved Liget græd;
med hans Skiæbne alle Medynk bare
som fra Roms Ruiner komne vare
fra den fierne Ørk, og Euphrats Bred.
Pludselig til Folkets tætte Hobe
hørtes nu en Stemme ”Daarer” raabe:
Knurre I, at Eders Bøn er hørt?
Og da Mirza sig mod Røsten vendte
atter han den gamle Gueber kiendte
som med Tangen havde Ilden rørt.
Høit en Skye sig over Skaren hæver,
og fra Skyen ned mod Jorden svæver
en aurorafarvet Sølvervogn;
Løven venlig Himmelbudets Hænder
slikker, denne sig mod Liget vender
hæver Stemmen: ”Ismael, opvaagn!”
Han sig reiser; Vognen mod ham svæver,
han bestiger den, og sagte hæver
hen af Zephyrvinger baaret, sig;
og fra Stierne svæve de til Stierne
til vor Jord i det azurblaae Fierne
tabte sig, en Taagestribe liig.
Dobbelt væligt Vognens Heste kneise,
da de Maalet see for deres Reise,
en Planet, Saturnus’s Bane nær;
hurtigt nu, som blide Morgendrømme
svinde Heste, Vognn, med Stang og Tømme
da den gamle Gueder standser her.
Hele Landet syntes tomt og øde,
tykke Cederskove Øiet møde,
Urner, Mindestene, Bierg og Dal;
Skikkelser langs Horizonten svæve
som ved Maanens blege Skin sig hæve
til groteske Kiæmper uden Tal.
Ud af Skoven bange Stønnen lyder
og i hæse Klageskrig udbryder,
Uglen fra forfaldne Borgruin;
over Liig i Sandet halv begravne
samler sig en snaksom Sværm af Ravne,
Aander tale giennem Stormens Hviin.
Pludseligt hans Haar af Skræk sig hæver,
for hans bange Øie Synet svæver
af hans eget blodbestænkte Liig.
Mirza seer han i sin Smertes Varme
favne det i faderlige Arme,
og i vilde Toner jamre sig.
Selv han i Cypressebuegangen
seer den Fremmede i Kamp med Slangen
som et Offer for sin ædle Daad.
Seer ham velte sig i Støvet, bange,
raabe Hielp! og seer den grumme Slange
skiule i hans Bryst sin hvasse Braad,
Han vil græde, ingen Taare flyder,
han vil skrige, ingen Tone lyder,
han vil frem, Piyantomet borte er;
huld ved Haanden greb ham nu hans Leder,
Ismael følg med til hine Bredder
hvor krystalne Strøm du blinke seer.
Langs med Glemselsfloden i den bleege
Dæmring, nøgne, steile Klippevægge
hæve deres Top mod Himmelen;
Kister, Askekrukker, Marmorminder,
speile sig i Strømmens Vand som rinder
over skiulte Klippespidser hen.
Men i Straaleglands som Maanen spreder
aabnes Lethestrømmens tause Bredder
til en Fieldbugt klar som Skovens Væld;
”her forsvinde alle Livets Drømme,”
”lød den Gamles Tale, her du tømme
”Glemsels Nektarbæger, Ismael!
Rørt af hine Syner, taus han knæler,
drikker, ukiendt Vellyst ham besiæler,
alt ved andet Drag han reiser sig.
Ha, hvor er jeg? og hvor blev min Leder?
Alt var borte, Fjelde, Hvilesteder,
Slange, Askekrukker, Kister, Liig.
Svøbt i Dunst paa Strømmen kun han skimter,
neppe end bag Glemsels Taage glimter
Alt, som før hans Hiertes Marter var;
nu istedenfor hiin Dødningklage
qviddrer ømt en frisk til sin Mage
som i Poplens Løv sin Rede har.
Der hvor før en Elv med rædsom Vælde
brød sig tordnende, mod steile Fielde,
risler nu en Bæk blant Roser hen.
Drømmegudens Trylletaage dækker
Ismael, en Bieffen brat ham vækker,
og fremkalder ham til Liv igien.
Da sit Aasyn han mod Krattet vender,
hvor han Lyden hører, strax han kiender
Løvehunden, venlig teer den sig;
logrer fro med Halen, bieffer, piber,
og hans Kiortelflig med Tænder griber,
ret som vil den sige: ”Følg med mig!”
Under skumle Myrthelabyrinter
hvor blant Roser, Lilier, Hyazinter
Kilder risle, snoer sig Hundens Fied;
tusendstemmige Pæaner løde
frem af Helligdommen dem imøde,
Vovers Brusen liig, ved Havets Bred.
Stolt paa diamantne Støtter reiser
sig et Pallads, det mod Skyen kneiser,
synligt over Egnen, fiernt og nær,
Over Portens blanke Marmorbuer
i en Jaspis gylden Skrivt man skuer,
”Skiebnens Tempel” grant man læser der.
Mørk dets Forgaard var, vor Yngling gyser
bedre inde snart en Straale lyser,
Dyret her forsvandt for Ismael,
Uformodet han sin Gueber skuer,
dog, ei som han stod for Altrets Luer,
nei, men liig Seraphen Gabriel.
Han vor Yngling strax ved Haanden tager,
og igiennem speilklædt Sal ham drager
til en Dør som aabnes brat for dem;
mangt et Alter her med Virak luer,
over dem, i Flammeskrivt man skuer;
Ærens Helligdom at straale frem.
Her han finder hine Krigens Grander,
Cæsar, Tamerlan, og Alexander,
marmorhugne i elysisk Glands;
tæt ved disse Groupper sees en Hoben
Diademer, blodbestænkte Vaaben,
Brutus’s Dolk, — og Cæsars Laurbærkrands.
”See Tyranner her,” Serafen sagde,
”som sig efter Brodermord kun lagde,
’og hvis Haand til blodigt Laurbær greeb.
”Ak, de blinde Daarer ei betænkte,
”at alt Skiæbnen, før den Liv dem skiænkte,
”for hiint Laurbær spired’ — Dolke sleeb.”
I det fierne nu hans Øine møde
Oldinge, hvis nøgne Isser bløde,
unge Mænd paa Krykker, uden Tal;
Heste som i Bondens Ager trampe;
og fra liigbedækket Fælled dampe
blottet Indvold, knuset Hierneskal.
Trindt om Templer og Palladser svæve
røde Flammer, Barselqvinder hæve
ved den Spædes Vugge bittre Skrig;
Stad og Landsby under Asken gløde,
angstbespændte Læder vildt udstøde:
Himlen, o Barbar forbande dig!
Vore Sønner, Morder, bring til Live,
Fædre, Brødre, atter du os give,
skaf af Gruset atter Brød og Hiem!
dog, mens Tordner buldre, Storms hvine,
kolde de fra Piedestalen grine,
sødt Naturens Oprør kildrer dem?
Mellem dem sig mangen Broder blander,
som engang i vilde Røverbander
kiækt som hine, havde skiændt og brændt;
disse dog maae Heltedigte savne,
kun en snaksom Sværm af sultne Ravne
svæver over deres Monument. —
Rørt af disse vilde Jammertoner,
Ismael forbander Ærens Kroner,
og mod Næste Sal sig vender om:
Lys, den hæver sig paa Marmorbuer,
over Porten støbt i Guld man skuer:
”Bacchus’s og Cytheres Helligdom.
Alt var Nydelse, og Ruus og Glæde,
Fauner jublende om Tønden træde,
Druesaften giør hver Pande bliid.
Trygt i nys udsprungne Rosers Skygge
Turtelduer kurre, næbbes, bygge,
nøgen Vellyst kielen vinker did.
Philosopher sig de glade Sværme
nu og da med strenge Miner nærme,
tykke Bøger sees i deres Haand.
Hovedet de ryste, vredt de larme
til en yndig Glut med kielne Arme
hilder ogsaa dem i Amors Baand.
Nøgen sees fortryllende Mænade
med den unge Faun sig hist at bade,
ømt i Ruus af Vellyst favnes de;
men, som Sendebud fra Dødens Rige
frem bag Vellysts Trylleforhæng lige
Svindel, Tæring, Gigt og Hovedvee.
Uhenrykt af disse vilde Glæder
Ismael en anden Sal betræder
af Saphirkolonner bæres den;
her vor Jord, med Have, Bierge, Dale
sees i blanke Speile sig at male
tusendfoldig straaler den igien.
Hvirvlende en Sky af Virak stiger
høit mod Himlen, over alle Riger
ud af Synagoge oq Moschee.
Rørt af Medynk Ismael udbryder:
”Daarer! Eders Bøn forgieves lyder,
”aldrig høres den af Guderne.”
Da i Gaar jeg frem for Altret triner
sukkende til dem fra Koms Ruiner:
”Leder dog min Frelser til mig hen!”
de for Nadirs Elefant mig slængte,
og i denne Qval paa Trøst betænkte,
sendte de min Fiende for en Ven.
”Yngling! dig er Herrens Vei en Gaade,”
udbrød Gadriel, ”men stor hans Naade,
”tie i dette Labyrinth, og knæl!
”Leed i Kiæden Haand til Leed jo laaner,
”viid, hans dybe Viisdom fræk du haaner
”ved at nævne Lykketræf og Hæld.”’,
Jeg for hine Speile dig vil føre,
hvad i tre der bedes, du bønhøre!
denne Kraft min Almagt skienker dig;
inden stakket Tidsrum selv du skiønner
om du ved at høre disse Bønner
giorde deres Beder lykkelig.
Fra det første, dæmrer i hans Øie
Euphrosibes mørke Sygeleie,
der en Yngling staaer med knuset Aand;
Taarer følge Taarer uden Ende,
han, sin Kierlighed at sværge hende
griber hendes Frieselskiulte Haand.
Euphrosibe Lindors Elskov tændte,
sagde Gabriel, omsonst han brændte,
uden Haab sit Ønskes Maal at naae;
Lindors ømme Sukke spildte vare,
til den Skiønne saae sit Liv i Fare,
til af Kopper skiult, forladt hun laae.
Eensom hun med Graad sit Leie væder,
Alle flye; kun han for Sangen træder,
alt hans Læbe hendes Haand er nær.
Euphrosibe ham tilbageholder,
”Flye! kun Døden dette Kys dig volder,
”om et Øieblik du smittet er.
Flye? og lade dig saa hielpløs lide; —
”tael! hvad vil du? — døe med dig du Blide;”
eller see dig karsk som før igien;
veemodsfuld den matte Euphrosibe
sees sin ømme Lindors Haand at gribe,
og med heede Kysse dække den.
Fiernt i Speilets Baggrund seer hans Øie
Pigens Moder stirre mod det Høie,
knælende med dybt nedbøiet Siæl.
”Guder! Øre til mit Suk I laane.
”Euphrosibes Ynder huldt I skaane!” —
vil du her bønhøre Ismael?
”Dobbelt Ungdoms fulde Rose fryder,
”naar en dydindviet Siæl den pryder,
”vel; jeg hører disse Ædles Bøn:
”hendes Helbred komme skal tilbage!
”som i kraftfuld Ungdoms feire Dage,
”atter hun fremtræde dobbelt skiøn!”
”Nu velan!” Serafens Stemme lyder:
”Alt skal vorde opfyldt som du byder
”følg mig! hvilket Jammerskrig igien!”
for det andet Speil de komne vare,
der de see en Krigsfregat i Fare,
paa Livornos Klipper strander den.
See, alt revner Skroget, Bølger bryde
over Dækket, Folkets Klager lyde:
”Alla! frels os naadig denne Gang!”
Een til knækket Bogspryd fast sig klynger,
skrævs ad Raaen hiin paa Bølgen gynger
denne stønner mat paa Breddens Tang.
”Ufortøvet vil jeg mig forbarme,
”til en hurtig Hielp for disse Arme
Gabriel, din Almagt aabne Vei!”
godt, udbrød Serafen, mens de tale
tog en Fiskerjolle mod dem alle,
strax de lande i en stille Bai.
Englen for det sidste Spejl ham bringer,
han et Værksted seer, med Kam og Vinger
staaer af Porcellan en Hane der.
For en Esses Ild en Konstner sveder,
Blæsebælgen Gnister om ham spreder,
i sit Konstværk dybt han henrykt er.
”Otschakey,” tog Gabriel til Orde
”mangt Forsøg med denne Hane giorde,
”dog forgieves, end tit denne Dag.
”Hvis hans Hensigt, lykkes, denne Hane
”skal i alle Kroge Vei ham bane
”til at røbe Løgn, og lumsk Bedrag.”
Sammensat af Hiul og Skruegange,
dette Konstværk hver en Lyd skal fange,
allevegne give Sandhed Rum.
For et Hiertes Inderste at male,
vil han, den ved hver en Løgn skal gale,
og naar Sandhed tales, være stum. —
”Sandheds Kierlighed foruden Lige!
”Gabriel, hans Haab du ikke svige,
”Automatet Liv du give skal!” . .
Otschakev just mumler: ”aldrig hører
”Mahomed min Bøn” . . . og see, da rører
Hanen sig, og giver første Gal.
”See hvor denne Konstner varmt sig fryder,
”at hans første Løgn ham Hanen tyder,
”Ismael, du nu forlade mig!
”gak i hine Salighedens Dale,
”bøi dit Hierte efter Viisdoms Tale, —
jeg om tvende Maanskin venter dig.
Det for ham bestemte Tidsrum svinder,
han i hellig Forgaard sig indfinder,
atter der han møder Gabriel.
Seer du mæler Engelen der oppe,
hine steile iisbelagte Toppe,
og ved deres Fod, et fast Kastel?
Han, som hist du seer, med Argusøie
over Dynger Guld og Sølv sig bøie,
denne Gniers Navn er Hasdrubal.
Nys holdt Aftenklokken op at ringe,
seer du hans Forvalter ydmyg bringe
ham sin Aftensmad i skumle Sal?
Fadersorger denne Olding nage,
Tabet af en Søn han maae beklage,
brat forsvandt for ham hans Eeneste.
Daglig nu han folder fromme Hænder,
sukker daglig: før jeg Banen ender
Hali, lad mig dog hans Aasyn see!
Endelig vil Hali sig forbarme;
seer du Oliekrukken i hans Arme?
neppe han formaaer at bære den.
Pludselig han to Pagoder møder
pa et Marmorbord, han mod dem støder
og med Oliekrukken styrter hen.
Hasdrubal sin gyldne Drøm forsager,
vreed han ham i sølvgraa Lokker drager,
og ad Vindeltrappen sparker ned.
”Strax paa Porten, gamle Skaldepande!
”slig en Prakker, vedblev han at bande,
”bringer mig til Bettelstaven med.”
Sneen pidsker vildt paa Slottets Ruder,
Stormen i den Gamles Lokker tuder,
knap sig selv i Nattens Mulm han seer.
Ingen Ly, hvorhen jeg og mig vender,
Stønner han, og folder matte Hænder . . .
Hasdrubal slaaer Porten i og leer.
Gabriel, du ei med Straffen iiler?
Hali lever, og hans Torden hviler!
raabte Ismael, af Hiertet rørt. —
Har du paa den store Skabnings Stige
hørte han sin Leder rolig sige,
Udtænkt Gangen? Viid, hans Bøn er hørt!
Og sin Stav han mod et Gitter svinger,
raaber: Ravn! man hører Lyd af Vinger,
og en Ravn fløi giennem speilklædt Sal.
”Halis Tiener! Hævner i hans Rige!
”byder Englen: Du til Graven skrige
”hiint Kastels Beboer, Hasdrubal!”
Ravnen trende gange rundt nu svæver,
og sig mod Rotunden Kuppel hæver,
sætter sig tit Ro, og venter der.
”Yngling! nu fra Ravnen du dig vende!
”og et Blik til malmstøbt Helgen sende,
”seer du Mirza knæle, samme nær?”
Tys! o mægtigste Profet! han beder,
du som nys fra Nadirs Grusomheder
huld os frelste, og vor Lænke brød;
Nu, af vore Hjerter du forjage
Had og Avind, heele Folket smage
salig Fryd i alle Dyders Skiød! —
Som du seer, omsvæve de azurne
Morgenskyer hist en regnfuld Urne,
prøv engang dens Laag at aabne, Ven!
”Hali Mirzas Bønner naadig hører”
Urnens Laag vor Yngling bange rører,
og et Skybrud styrter ud af den.
Og han seer med taareblændet Øie
Floden oversvømme Dal og Høie,
Eng og Agre sættes under Vand.
Seer, hvordan paa himmelhøie Bølger
Stald og Qvæg, og alt med Strømmen følger,
Barnet i sin Vugge, Viv og Mand.
Mirzas Bønner Halis Hierte rørte,
Yngling, ubetinget han dem hørte,
vend dit Blik Euxinus’s Bredder nær!
Ismael, hvad seer du? Store Himmel!
Støv af Reisnere, en krigerisk Vrimmel,
Vee os! hvilken talrig Tyrkehær!
Stakkels Fædreland! en utalt Skare
truer dig fra Syd og Nord med Fare.
Ak, forgieves Nadir er ei meer!
Yngling, mæled’ Englen: ei du bæve!
han som Sværd for Persien vil hæve,
trende gange stærk som disse er.
Nu han med en sølvstøbt Klokke ringer,
og en Flue fløi med Purpurvinger
giennem Salen, ved at høre den;
Halis Tienerinde! Underskue!
sluk, jeg byder, Perserkrigens Lue,
flyv til Abulfides Krigstelt hen!
Fluen trende gange rundt nu svæver,
og sig mod Rotundens Kuppel hæver,
sætter sig til Ro og venter der.
”Alt jo Morgenrødens Straaler smile,
”lad os atter, ned til Jorden iile
”bød Seraphen, det paa Tiden er.
Neppe var Seraphens Tale omme,
før man saae fra Koms Ruiner komme
Hest og Vogn, og tog dem begge ind.
Ravn og Flue begge Vognen følge;
frem den foer som Oceanets Bølge
pidsket af den vilde Nordenvind.