Skildt fra dig ved Bølge, Bierge, Dale,
tumlet hid til Donaus milde Strand
lader jeg i Sangen Hiertet tale,
sige dig, hvad ei min Læbe kan;
o, saa gierne var jeg selv tilstede
at lykønske eders Rosenbaand,
jeg saa gierne deelte eders Glæde
rækked’ eder trofast Broderhaand.
Midt i Keiserstadens vilde Vrimmel
til mit kiære Hiem jeg tænker mig,
under Nordens fierne kolde Himmel
Phantasien gierne tumler sig.
Klart jeg skuer Glæden i dit Øie,
Rosen paa din luevarme Kind,
naar du knæler for den Evighøie
og til Dannekvinde vies ind.
Pige! naar dig Brudekrandsen pryder
og dit Hierte varmt af Glæde slaaer,
naar om Bryllupsbordet Ønsket lyder:
Parret nyde evig blide Kaar!
hvisker da til dig en lønlig Stemme
og lykønsker dine Fremtidsfied
kierlig i dit Hierte den du giemme
viid, den kom fra Donaus fierne Bred.
Hidtil var dit Liv en Morgenslummer
hidtil var din Banes Himmel blaa,
ei ved egen, kun ved Andres Kummer
stundom jeg dig Taarer fælde saae;
tak et kierligt Forsyns vise Øie,
kys et evigt Væsens Faderhaand,
som igiennrm Torne, Veemod, Møie
førte dig i Glædens Ledebaand.
Snart skal Hymens friske Myrthekrone
venlig slynge sig omkring dit Haar,
inden delte Blad du seer, som Kone
fro i muntre Venners Kreds du staaer.
For din svundne Alder Dækket falder,
og en anden Scene aabner sig,
viid! en skiøn, men vigtig Stand dig kalder,
dog, lad ei dens Byrder strække dig.
O hvad var den Hele Livets Kiæde
naar af den ei Kummer var et Leed,
snart af evig uforstyrret Glæde
blev det underlige Hierte kied;
derfor Fryd og Veemod stedse svæve
Haand i Haand om Dødeliges Fied,
snart sig Solen atter klar skal hæve
skiønt endog den gaaer bag Skyer ned.
Snarligt rynkes Ungdoms glatte Kinder
kort er Livets Vaar, Naturens liig,
uden Ophør Timeglasset rinder,
og den svage Alder nærmer sig;
her vi møde korte kolde Dage
her vor Bane vorder mørk og trang,
her velsigne vi en trofast Mage
som kan dele huld vor tunge Gang.
Svagheds Børn vi Alle Alle ere
under Lidenskabers Aag vi staae,
Sagtmods Engel eders Hjerter lære
skaansomt mod hverandres Feil at slaae,
da skal Livets Vinter eder smile
liig en klar og skyfri Sommerdag,
og en blid Erindrings Dæmring hvile
over eders svundne Ungdoms Aar.
Harpen tier — o! men Hiertet banker,
evig det for eder banke skal,
der, hvor mangen Haand kun Torne sanker
blomstre eder Roser uden Tal!
stedse Hymens Fakkel eder lyse
liig en varm og skyfri Sommerdag!
aldrig, aldrig eders Hierter gyse
Under Skiæbnens vilde Tordenslag!