Fred om hver, som Livets Bane træder!
Fred om, hver fuldendet Broders Leer!
Fred og himmelsk Trøst om hver, som græder,
At hans Ven; hans Alt ei lever meer!
Salig hver, som, træt af Livets Møie,
Gik til Alles, Alles Fader hiem!
Aldrig meer skal af hans brustne Øie
Jordens Kummer lokke Taarer frem.
Her vor Fod saa ofte Torne møder,
Som bag falske Roser skiule sig;
Hisset intet saaret Hierte bløder,
Hisset blomstre Glæder uden Svig.
I, som saae en Mand, en Ven at segne,
Græder, o Forladte! græder ei!
Giennem Gravens tavse, skumre Egne
Gaaer til Lysets Riger Støvets Vei. —
Lær os, Gud! at tælle vore Dage,
Leed vor svage Fod paa Sandheds Spor,
At vi uden Uroe, uden Klage,
Glade maae forlade Sorgens Jord!