Over mine trætte Øienlaage
Søvnens hulde Engel svæved’ ned,
Hvisked’: sku i stakket Trylletaage
Egne, Venners, Ubekiendtes Fied.
Vildt, som sig Prismatets Farver blande
Saae jeg Scener hvirvles for mit Blik;
Selv i Drømme nødtes jeg at sande:
Støvet evig giennem Taager gik.
Mellem Fortids, Nutids, Fremtids Drømme,
Jeg et enkelt yndigt Skue nød,
Hyppigst saae jeg Svig i Rigdom svømme,
Dyd og Ære raabe høit om Brød.
Blandt saa mange Levende og Døde,
Som i Drømmens Tryllespeil jeg saae,
Mellem Hierter, som uskyldigt biøde,
Gamle Ven! jeg saae dig mørk at gaae.
Ak! jeg kiendte Mørket paa din Pande
Stundom jeg dit Mismods Vidne var.
For engang ved Lykkens Kyst at lande,
Ædelt, men omsonst du kiæmpet har.
Jeg dig saae for Parcen kiæk at knæle,
Fordrende: afskiær min Banes Traad!
Hvi skal jeg paa Jorden længer dvæle
Mellem Svig, Fortvivlelse og Graad?
Ak! at Parcen hørte dine Bønner,
Skiøndt hun skiænked’ dig den sande Fred!
Ak, at en blandt Jordens bedste Sønner
Søgte sig et ukiendt Hvilested!
Broder! slumrer du i Muldets Mørke?
Eller er dit Kistelaag Krystal?
Ømt beklager Venskab her din Styrke
Til at rømme Livets Jammerdal.
Dog dit Minde evig kiært os være!
Mangen Yngling signer fro dit Navn;
Gid han følge evig tro din Lære,
Til sin Død begræde han dit Savn