For Talen.
Gravens Fred! dit snevre Giemme
dæmper Fryds og Veemods Stemme,
abner Alle varig Held.
Jubler døves; Taarer standse;
uforvisnelige Krandse
vinke os til evigt Vel.
Derfor Fred med alle Døde!
Livet er vor Prøvestand;
stadigt see vort Blik i Møde
Fredens Land!
Han er ei meer vor Christians hulde Broder!
saa lyder Veemods Klage trindt om Landet;
den Fromme! Fredrik Eiegodes Søn
han er ei meer.
skiøn var hans Bane;
ei stod hans Hu til Glimmer
men han i Løndom virked’ ærligt Gavn,
som en utrættet Ven
af Staten, Borgerdyd, og Videnskab;
sørg Danmark! du har tabt en Søn
græd Borgerdyd! du misted’ en Ven;
Athene! klag! klag! du har tabt en Støtte.
Fredriks Leer i Graven hviler;
Almagt løfte Støvets Baand,
ned til Dan fra Eden smiler
nu hans helliggiorte Aand.
Flyder Veemods Taarer! flyder!
letter det beklemte Bryst!
dog, en kierlig Fader byder,
ak en salig Trøst!
Hvor sødt at mindes velanvendte Dage!
hvor salig da den sidste Stund!
see Døden Ung med Gammel kalder
før de det ahne;
thi lad Hiertet flamme
af hellig Ild for Næstens Vel!
fæst ei din Liid til fyrig Ungdoms Kraft
men tænk Dig stedse næste Dag den sidste
og vei den svundnes Daad!
da hvidsker Hiertet dig med sidste Slag:
skielv ei! men haab! hist over Stierner boer
en evig kierlig Fader, Retfærds Gud
som intet Støvgran taber af sin Haand, —
men leder Alt som Aande drager
til Salighedens lyse Evighed.
Herre! giv os at døe den Retfærdiges Død!
og vort Endeligt vorde som hans!
Efter Talen.
Haab! din Ætherstraale tænder
Trøstens Fakkel i vor Barm;
den Forsagte Frygt ei kiender
naar han vandrer ved din Arm.
Haab! du alle Byrder letter,
standser Undertryktes Graad;
og en evig Krands du fletter
hver som virked’ Fromheds Daad!
O faure Yngling varmt dit Hierte brænde
for himmelsk Dyd!
see Fromheds Liv, og haab dens Død!
er det ei Held, med rolig Barm
at lyde Dødens Vink?
og uden Rædsel sige sit Farvel?
er det ei skiønt, at være savnet her
og signes for at have standset Taarer!
dog være stille Dyder da dit Maal!
thi var din fromme Vandel kun forstilt
for blot i Verdens Øie stort at lade
da Trøstens Bæger aldrig qvæger dig
paa tornet Vei — i Døden — —
Straal Dyd i din himmelske Pragt!
og Lasternes Taage forsvinde!
vor Jords Millioner sig alle forbinde
at følge din Fane broderlig Pagt.
See Dyden, see fremvirket Gavn
forherlige Fredriks Navn!
styrk Haab den Forsagendes Fied,
trøst alle Forladte som græde!
tilsmil dem et Glimt af den evige Glæde,
af Himmelens Fred!