Enhver, som har Glæde og Munterhed kjær,
han komme, og dele, og nyde dem her!
Hvo øiner, hvor længe vor Himmel er blaa,
hvor længe vort Fjed over Roser skal gaae?
O, snart kan vor Skjæbne jo klæde sig mørk,
og snart jo vort Paradis vorde en Ørk.
Vor Jord blev jo smykket til Levendes Lyst,
og dannet til Glæde blev Skabningens Bryst!
Hvo vil da vel gaae med Naturen i Strid,
og modløs bortklynke sin feireste Tid?
Nei, Ven! naar du finder en Blomst paa din Vei,
da pluk den kun dristig; men misbrug den ei!
End Lunden jo aarlig udspringer saa skjøn,
end Engen bli’er blomsterklædt, yndig og grøn,
end gives paa Jorden jo Uskyld og Dyd,
og trofaste Venner, som dele vor Fryd;
syng: Uskyld og Dyden ufristede gaae,
og usminket Venskab urokket bestaae!