Emma i Tusmørket
1794
1794
Sænk over Emmas Klager ned,
dit hulde Slør, o stille Ensomhed!
at hendes Taarer ved din Vennebarm
af Glædens Børn uhaanede maa rinde,
at hun hos dig den smme Trøst maa finde
som søges kun omsonst i Daarers Larm.
Min Bane er en vildsom Ørk,
som Midnatstimen er min Himmel mørk,
mit vaade Blik ei skuer mindste Vraa
hvorover Haabets milde Dagskiær glimter,
og overalt, saavidt midt Øie skimter
forladt jeg mellem Torne seer mig staae.
Nys gik blant Roser hvert mit Trin,
thi nys var Elskovs hele Himmel min,
til troløs Carl sit givne Løvte brød,
og spøgte frek med hine dyre Eeder
om Gud, og jordisk Held, og Saligheder,
og Veemod i mit glade Hierte giød.
O Carl! jeg ei kan glemme dig
endnu dit kiære Billed følger mig,
i Drømme, og med vaagent Taareblik,
jeg tit mig kalder hine lyse Dage
vor ømme skyldfri Elskovs Vaar tilbage
naar Arm i Arm til næste Krat vi gik.
Ei drømte Jeg af Glæden varm
at Falskhed kunde trives i din Barm,
at Eeden som du svor mig til, var Tant;
at kold og følesløs du kunde svige
din ømme, dig endnu hengivne Pige
som i dit Smiil, sin hele Himmel fandt.
Dog, fra din Eed jeg løser dig,
bliv med en Andens Hierte lykkelig!
men, slaae ei der din Eed i Glemsel hen,
lad ene mig dit Letsinds Offer være!
lad ene mig min Kummer haabløs nære
til Gravens blide Engel hæver den!