Flere Gange have mine Venner yttret det Ønske, at jeg vilde i Samling udgive de Digte, jeg i en temmelig lang Række af Aar har skrevet: men da jeg stedse troede, at denne, skiønt i hver Henseende smigrende, Anmodning, gialdt mere Vennen end Digteren, undlod jeg hidindtil at opfylde samme.
Midlertiid, alt som Aarene falde paa, føler man Trang til, i Erindringen, paa en Maade at omleve og giennyde de henrundne Dage. Saaledes ogsaa jeg. Desaarsag samlede jeg nu disse, hidtil paa mangfoldige Steder adspredte, Stykker. Under Samlingen har jeg ofte hensat mig i de forsvundne blidere Tider, da de bleve skrevne og siungne; erindret mangen huld Veninde og Ven, mangt et ædelt og sødt Forhold i Livet, mangen glad henrunden Dag og Time. — Maatte disse Venner ved Synet af dem endnu stunddom huldt mindes mig; maatte de synge dem til min Ihukommelse! — Ja! jeg kan ei ganske frasige mig det Haab, at mine Sange jo endnu ville tone, endog i denne sangløse Tiid, fra den blomstrende Ungmøes og den muntre Ynglings Læber (jeg har hørt selve Oldinge synge dem med, og seet dem blive til Ynglinger igien) og al den Stund de saaledes klinge der, siger jeg med Rommer-Digteren:
„non omnis moriar!”
Saavidt til min Musas Venner; kun nu faa Ord til hendes Kunstdommere.
Min Musa var stedse fordringsløs, og saaledes nærmer hun sig det danske Parnassus. Denne Samling er giort med Valg og Strænghed. Min Lyras Strænge klinge nu saa eller saa i Aristarchernes Øren: dette tør jeg sige: „Aldrig klang de, uden til Priis for Dyd, for Kierlighed, Uskyld, Venskab, uskyldigt Selskabs-Gammen, og til ædle Menneskers Minde. — Aldrig have de forstemt sig til nederdrægtigt Smiger.”
Og nu til Slutning: Naar jeg (hvad snart maaskee tør hænde) skal hælde mit Hoved hen over disse Blade, kan jeg med reen Samvittighed gientage hine Ord af vor uopnaaede, maaske uopnaaelige, Evalds Fortale til hans samlede Værker i:
„At der i mine Arbejdes ikke findes nogen Linie, som jeg i min Dødsstund med Anger skulde erindre at have skrevet, ellee paa min Dødsseng ønske udslettet.”
R. Frankenau.