Vintersang i Maaneskin
Mel. Kommer, Venner! tager Sæde.
Mel. Kommer, Venner! tager Sæde.
Mørket over Jorden svæver,
Maanen sig i Østen hæver,
Bleeg dens Glands paa Rimen bæver,
Midnatstimen stunder til.
Strengens Toner os indbyde
Glædens korte Frist at nyde,
Druesaftens Perler flyde
I det glimrende Krystal.
Venner, værer tro tilstæde!
Løsenet er almeen Glæde.
Ingen rødmes ved sit Sæde,
Sangen tolke Hjerters Fryd!
Hver en Fryd, som her vi smage,
Enighed og Fred ledsage!
Fryd forlænger Støvets Dage,
Venskab Hiertets Adel er.
Støder an til Venskabs Ære,
Alle Hierter Samdragt nære!
Ven mod Venner, trofast være!
Dette Samfund varigt Held!