Kalliope
→
Poets
→
Malthe Conrad Bruun
→
First lines
Malthe Conrad Bruun
(1775–1826)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Ak, hvo bringer hine Dage
Allesteds tilbedede Gudinde
B
Blandt Stjernevrimlen vandrer du aleene
Bort, bort med den, som kysser Lænker
Bort Jacobinskhed fra dette Lag
D
Den Mand er en Nidding, som kan sig betænke
Den strænge Vinterkuld nu jages
Det var hans Røst, som klang!
Dig vi synge! Dig vi hylde!
Du fly’r for mig, o Chloe! liig en Hind
Du gamle Kongers Afkom, o Mæcen
Du Guders Salighed, du Verdners Baand
Du korte Rad af Fryds og Uskylds Dage
Du om franske Krigen skriver
Du seer, at Snee bedækker vore Høje
Du, som det rullende Aar med guddommelig Aande besjæler!
Du, som forskjønner Glædens Fjed
Du, som i Cytheres Myrthegange
Du, som kun ved møjsomme Kampe vindes
Du taler ondt om Kjerlighed!
Du undres, hvi du faaer ei mindste Skjænk fra mig
E
Ei Numantiners aldrig trætte Mod
Ej Kaps, Tokajs og Cyprens Viin
En Dag i skyggefulde Lund
Ensom i min Hyttes Favn
Er du kun en gjøglende Drøm?
F
Fly, Viisdom, fly! Din høje Stemme
Forglem ej mig, naar Glæder mod dig smile
Forlad i Dag dit gamle Yndlingsland
Før saa let mit Hjerte slog
Faarenes Vogter Menalkas engang, fortælles der, mødte
G
Genie var fordum Politiets Plage
Gid jeg var Amor! Ei for at regjere
Gud er min Hyrde! Fra de nøgne Heder
Gud! har jeg vaaget? Har jeg drømt?
Gud, lad dog eengang Hævnens Torden vække
Guders Lige tykkes han mig at være
H
Har jeg, har jeg dig da her igjen?
Her handles ei om Politik
Himlen hørte min Bøn, Lyda, ja Himlen
Hulde Frihed, Menneskets Hæder
Hun bruger hver en Konst, som vittig Skjønhed ejer
Hvad bryder jeg om Frihed mig
Hvad eensomt Lys i endløst Mørke luer?
Hvad fusker du paa Pindars Toner?
Hvad Guddomsmagt usynligen mig binder?
Hvi for Døden skjælver eders Hjerte?
Hvi sover du, Kjæmpe af Norden?
Hvis kun den mindste Straf for spottet Eed
Hvo det end var, der først som Barn os Amor malte
Hvo er den salveduftende Yngling, som
Hvo er du, som hvis stjerneklare Øje
Hvor er du? Røved’ dig paa Ørnevinge
Hvor længe tænker du Zemire, vel
Hvor prægtigt dog ei alting gik
Hvorfor med Griller Sindet plage
Hør, Trommen buldrer. Kjække Franker, iiler
I
I Valhava de drikke Øl og Miød
J
Ja, Liv, du er vort Ønske værd
Ja, Venner, ja, jeg troer det vel
Jeg er en Pige, flink og frie
Jeg evig elsket har, jeg endnu elsker Eder
Jeg kiendte ei fordum til Kjerligheds Magt
K
Klare, kjølige, liflige Kilde
Kom hid, du Vinens muntre Gud
Kom hid, du Vinens muntre Gud!
Kom hid, kom hid til Glædens Lag
Kom, hulde Frihed, kom, Naturens høie Datter!
Krigsgudens Datter, Kjækhed, var mig hilset
L
Lad Tydskernes hundredtusinde Mand
Lunas milde Sølvglands overstrømmed’
Lyksaligste blandt alle Træ’r
M
Man tumles blandt Sysler og Glimmer og Larm
Mon hun saae min tause Flamme?
Morgenen rødmer i Øst! paa Bølgerne gynger sig Dagskjær.
N
Nat var det, og blandt mindre Stjerner smilte
Nylig jeg Eunika bød et Kys, da sagde hun spotfuldt
Nys jeg i Drømme Venus saae
O
O du, i Oldtids svundne Dage
O Flaske, fuld med Saft af rhinske Druer
O Kongemagt, vi love dig
O, see den skjønneste blant dine Dage!
O sov et lidet, stedsevaagne Kummer!
O vidste jeg, hvor Gratiernes Kilde
Omvanker her paa Bjerget, mine Gjeder
R
Reene Hjerters høje Herskerinde
Roser alt krandse den skyggende Hække
S
Sagte klare Bække rinde
Seet, har jeg Bacchus! Tro mig, o Efterslægt!
Skal heldig Svig, skal kronte Laster
Snart iile, Hr. Orgon, de vingede Dage
Stjerner og Titler
Svage, Livets Malurtkalk du smagte
Sødt er det, lænkefri omkring at svæve
Saa godt, som nogen Doktor, skal jeg lære
T
Tænke hvo der vil paa Krig!
U
Udød’lige Yngling
V
Venskab og Glæde
Viger, o Sorger, fra mig, men ak, den støvklædte Pilgrim
Vil du slippe mig
Å
Aander Vellyst, milde Aftenvinde!