Reene Hjerters høje Herskerinde,
Beste, skjønneste blant Gratier,
Du min elskte Piges Skytsgudinde,
Uskyld, dig min Sang jeg helliger.
Du blant Phoebi Laurbærlunde svæver,
Lyttende til Musers Søstersang;
Højt i Aanders Glæde Hjertet bæver,
Naar blant deres Chor din Stemme klang.
Ærlig Venskab, Haand i Haand, sig styrter
For din Fod, at sværge Pagtens Eed:
Og blant skyldfri Elskovs kjelne Myrther
Dine Roser dufte Held og Fred.
Kraftfuld bryder du Tyranners Lænker;
Stolt dit Lys beskæmmer Ondskabs Svig
Friheds skjønne Hæderskrands du skjænker
Den, som fast og rolig følger dig.
Uskyld, ved din Haand jeg sorgløs iilte
Over Barndoms Rosenbaner hen;
Gjennem Storm og Taager du dog smiilte
Huldtledsagende til Ynglingen.
Du mig hade Vold og Uret lærte,
Du mig elske Laura, Frihed, Dyd.
Evig helligt være dig mit Hjerte,
Evig hellig dig min Harpes Lyd.
Ræk mig bliid paa Glædens lyse Høje
Og i Veemods Skyggedal din Krands!
Evig fra min Lauras skjønne Øje
Straal til mig i al din Guddoms Glands!
Lad din reene Himmelsflamme gløde
Evig i min Sang og i mit Bryst!
Selv ved Gravens tause Skumring møde
Du mig med et venligt Glimt af Trøst.